Tjener pengene på næsten alt andet end korn

Grovvareselskabet Danish Agro tjener meget få kroner på hvert ton korn, man handler med danske landmænd. Indtjeningen sker i stedet på kyllinger, æg, udenlandsk handel og meget andet.

Det er ikke så ofte, at Danish Agro scorer en voldsom gevinst ved at handle korn med den danske landmand.

I hvert fald er det marginalt få kroner, som selskabet tjener per tønde korn i Danmark.

Ud af en omsætning på cirka syv mia. kr. inden for klassisk grovvarehandel har Danish Agro kun en fortjeneste før skat på mellem en til halvanden kr. for hver omsatte 100 kr.

Til gengæld hentes der langt flere penge hjem, når koncernen driver forretning på andre forretningsområder som eksempelvis kyllinger, æg, vitaminer til lakseindustrien og i stigende omfang handel med udenlandske landmænd.

I alt tjenes tre ud af fire kroner af koncernens overskud på 325 mio. kr. fra sideaktiviteter.

I 2005 var fordelingen stort set omvendt.

Men i de senere år har grovvareselskabet løbende udbygget sine aktiviteter uden for den klassiske grovvarehandel på det danske marked.

"Vi skal hele tiden tjene så meget, at vi kan fortsætte med at vokse for at skaffe os distributionskraft. Men når det er sagt, så foretrækker vi at tjene pengene på andre markeder eller aktiviteter og har det så godt med, at avancen på handel med danske landmænd ikke er så stor," siger formand Jørgen Mikkelsen.

Vokser med en femtedel

Danish Agro øgede i 2011 sin omsætning med små 20 pct. svarende til en meromsætning på to en halv mia. kr.

Hvor klassiske grovvareaktiviteter i 2010 stod for halvdelen af omsætningen i koncernens selskaber, så stod sideaktiviteterne for 55 pct. af den samlede omsætning på 15,8 mia. kr.

Den forskydning forventes at fortsætte med accelererende fart i de kommende år.

Konglomeratet i Karise

Hvis sætningen 'sats på din kerneaktivitet' er blevet et modeord, så er Danmarks andetstørste grovvareselskab beviset på, at man ikke mindst i en række år med økonomisk afmatning har haft en fordel ved at gå den modsatte vej.

Filosofien i Danish Agro er nemlig ¿ helt i lighed med konkurrenten DLG's - at forretningens styrke ligger i at kunne mange ting og brede sine aktiviteter ud over en lang række forskellige ben.

Helt i tråd med den udvikling kan adm. direktør Christian Junker heller ikke pege på en enkelt faktor, som forklarer, hvorfor indtjeningen før skat er steget med 43 pct. til 363 mio. kr. i 2011.

"Det kan du ikke udpege ved at se på få specifikke selskaber i vores række af godt 50 selskaber. Det er et bredt billede," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle