Tragisk ulykke fik læsset til at vælte

Jeg har sat gang i at få solgt mit landbrug«.

Sådan indledte Bernt Villadsen et opslag på Facebook for snart fire år siden. 3. juni 2016 vælger den østjyske svineproducent at offentliggøre sine tanker og planer for alle venner og kontakter på det sociale medie, og alt det, som han har gået og tumlet med igennem længere tid, får nu frit løb.

»Det har været en svær beslutning, og det har undervejs kostet nattesøvn og adskillige glas portvin. Men beslutningen er taget. Det blev den egentligt en gang i efteråret, men processen frem til at melde det ud er lang. Man er meget velkommen til at spørge ind til det hele. Jeg sidder ikke og græder snot, og jeg er ikke deprimeret eller noget. Men bare frisk på nye eventyr!«

»Årsagerne var mange«, siger Bernt Villadsen i dag. »Selvfølgelig spillede økonomien ind. Men det kunne jeg godt håndtere, i hvert fald nogle år endnu. Hvis jeg var klar til at ofre undervejs...«, fortæller Bernt Villadsen, der mindes to begivenheder, som fik læsset til at vælte. I sommeren 2015 dør en medarbejder i en tragisk arbejdsulykke, og i høsten udbrænder en mejetærsker. »Det var som et glas vand, der bliver ved med at løbe over«, siger Bernt Villadsen og mindes den forfærdelige sommer, hvor han mistede lysten til at fortsætte som landmænd.

»Arbejdsulykken satte det hele i perspektiv. Jeg var ikke ved at gå konkurs, og jeg stod ikke på en brændende platform. Men jeg tabte gnisten, og i sidste ende kunne det ende med, at jeg ikke kunne gå frivilligt«, fortæller Bernt Villadsen, der endte med at tage i banken og meddele, at han ville stoppe som landmand, opsige medarbejderne og slagte søerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle