Tre søstre klarede høsten og køerne, mens forældrene tog på ferie

Når forældrene, der har arbejdet hårdt med deres enten store eller lille landbrug, tager på en velfortjent ferie, må børnene tage over og klare resten af høsten eller passe dyrene.

Hvem siger, at landbrug kun består af mænd? Sammen med sine to søstre er Henriette G. Frederiksen på 27 år vokset op på et landbrug og har set forældrene passe kvæggården i mange år. Derfor ved søstrene efterhånden også, hvordan tingene fungerer.

Da de sendte deres forældre på en velfortjent ferie til Baltikum, var familien ikke helt færdig med de sidste 32 hektar vårbyg ved Viborg.

Det viste sig ikke at være et problem at overlade 80 malkekøer og 100 hektar jord.

»Vi er vokset op med det og ved, hvordan det skal håndteres, og hvordan mor og far gerne vil have det. Vi har som børn lært at køre en traktor og hjælpe med at køre korn fra under høsten«, fortæller Henriette G. Frederiksen.

Søn passer kvægene

Ved Djursland er Kasper Kirk på 26 år glad for at være flyttet fra Randers og ud på landet, hvor han lejer en gård af sin far, der har 200 limousinekvæg.

Faren er færdig med høsten, men dyrene skal stadig passes. Derfor har Kasper Kirk fået ansvaret for at se til dyrene i fem dage, mens faren er til fransk dyrskue.

»Det er fem kammerater, der skal af sted. Det er rigtig mandehørm, så dér skal kæresten og jeg passe dyrene i fem dage. Hun er ikke vant til at have dyr som køer, men hun tager rigtig godt imod det og synes, det er hyggeligt«, siger Kasper Kirk, der ved siden af arbejder som speditør.

Det store foto blev taget sidste weekend med 26 grader og blå himmel, og Kasper Kirk kan se frem til en stor høstlagkage, da fotoet vandt som ugevinder for uge 35.

Nogle gange går det galt

Desværre er høst ikke altid lutter lagkage.

Da Rasmus Martensen sidste fredag var i færd med at tærske raps, ringede hans kæreste, Line Sand, hjemme fra gården.

Laden med årets halm og korn stod i flammer.

»Vi ved godt, brand kan opstå i høsten, men du tænker ikke, det sker for dig«, siger Rasmus Martensen.

Årsagen til branden kendte de ikke til, da LandbrugsAvisen talte med ham, men Rasmus Martensen fortæller, at de har mistet 600 rundballer, 30 bigballer og et 400 ton korn.

»Det er først nu, vi er ved at vende tilbage og fokusere på at få sikret resten af halmen og få værnet om familien«.

På gården med 165 hektar planteavl var de færdige med at høste, da LandbrugsAvisen talte med dem. Desværre måtte de begynde på halmen igen og købe lidt af naboer efter branden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle