Trump snød olieprisen ned

Af Mads Kristensen, Senior Sales Manager, Commodity Sales, Jyske Markets.

Frygt for amerikansk olieprischok og en teknisk genistreg fra Donald Trump har på 2 måneder været hovedårsagen til et uventet fald i olieprisen, der er blevet sendt ned med 30 pct. fra toppen i oktober.

Det 175. ordinære OPEC-møde sluttede fredag 7. december efter lange konsultationer med Rusland og den øvrige udvidede kreds i alliancen. Kompromiset i aftalen blev en ny reduktion i produktionen på 1,2 mio. tønder dagligt i forhold til oktober måneds produktionsniveau. Produktionsnedgangen skal ses i lyset af den overproduktion, som den amerikanske præsident Trump snød OPEC til at foretage i optakten til sanktioner mod Iran. For da USA varslede nye sanktioner mod Iran, gik OPEC straks i gang med at geare op for produktionen for at kompensere for den lavere iranske produktion på ventet op mod 1,3 mio. tønder dagligt, der så godt som sikkert lå i kortene. Men i sidste øjeblik inden sanktionerne skulle indføres, uddelte Trump dispensationer til otte lande, heriblandt Indien og Kina, som nu alligevel kan importere iransk olie frem til april 2019. Markedsreaktionen har siden de nye produktionsbegrænsninger været afdæmpet, hvilket signalerer, at der på kort sigt endnu ikke er etableret en ny og vigtig bund. Det taler for, at træet skal rystes en sidste gang på den korte bane, inden olieprisen stiger for at leve op til OPEC+ alliancens statsbudgetter, der har behov for en gennemsnitspris på 70 USD/tønden for 2019.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle