Udenlandske kvæg- producenter forlader Danmark igen

Danske enge er ikke længere så attraktive for udenlandske kvægproducenter.

I takt med jordpriserne stiger - og myndighederne indfører flere nye regler - begynder de at forsvinde igen.

LandbrugsAvisen erfarer, at inden for det seneste år har flere udenlandske, mest hollandske, kvægproducenter valgt at sige tak for nu til deres danske tilværelse.

I stedet vælger de enten at tage hjem eller drage videre til nye eventyrer i lande som USA eller Canada.

En af dem er den 35-årige schweizer Peter Bötschi, der i december solgte sin jersey-bedrift med 115 køer ved Varde.

"Vi kunne have udvidet bedriften i Danmark. Men udvidelsen giver slet ikke indtjeningensmuligheder nok," siger han fra en mobiltelefon, mens han er i Ohio i USA for at se på nye muligheder for at udvikle en stor kvægbedrift med flere tusinde køer i staten Michigan.

Ejendomsmægler Berg Risager, Hjørring, kender til flere, som har valgt at sige farvel til Danmark.

"Vi har hollændere, som direkte er flyttet, fordi de siger, at i det her land (Danmark, red.) kan vi ikke udvikle os. I det ganske udland er der nogle andre synspunkter på tingene. Der er også regler, som skal overholdes, men der er også muligheder. Det er det, som er interessant," siger han og nævner, at han via hollænderen Bart Wagenvoort i øjeblikket formidler kontakt til store kvægejendomme med plads til alt fra 1.000 til 9.000 køer i staten Texas i USA.

Chefkonsulent for kvægrådgivningen i LandboNord Anne-Mette Christensen kender også til flere hollændere, som efter at have etableret sig i Danmark vælger at rykke videre.

Hun mener, at de flytter igen, fordi Danmark begynder at minde om det Holland, som de flyttede fra.

"De flyttede væk fra høje jord- og kvotepriser. De har vi også fået nu. Samtidig er det nok også den slags mennesker, som har let ved at flytte igen, når de først har flyttet en gang," siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle