Udvider farmen sammen med to ukrainere

Usædvanligt partnerskab giver store plusser for dansk minkavler og to ukrainske medejere.

De 11.000 tæver var egentlig nok for Ib Jensen Nielsen. Og da et par af hans medarbejdere spurgte, om ikke han skulle købe en nærliggende farm, der var til salg, lød hans svar derfor prompte: Nej.

»Jeg havde allerede rigeligt at se til. På syv år var farmen fordoblet fra 5.500 til 11.000 tæver. Vi har 10 ansatte, og jeg behøver ikke mere ansvar,« siger Ib Jensen Nielsen, der driver Uur Mink lige syd for Ikast.

Men han kom på andre tanker.

”Det slog mig, at jeg jo kunne købe farmen, stifte et ApS sammen med nogle af mine medarbejdere, ansætte dem i selskabet til en fast løn og lave en aftale om overskudsdeling med dem.”

»På den måde kunne jeg slippe for en stor del af det daglige ansvar. Og samtidig ville det give de ansatte en økonomisk gulerod til at passe farmen, som om det var deres egen,« siger Ib Jensen Nielsen.

To sagde nej, og to sagde ja

Han spurgte derfor to ukrainske ægtepar, som arbejdede på farmen, om ikke det var noget for dem.

Det ene par takkede nej, da de havde set, hvor forfaldne minkhallerne og de andre bygninger var på farmen.

Men det andet par kunne straks se mulighederne. Og da Ib yderligere foreslog at rive de gamle haller ned og bygge nye store klimahaller til de 4.000 tæver, farmen har godkendelse til, var Liana Kolkaja og hendes mand, Bogdan Kozak, bare endnu mere begejstrede.

»Jeg føler, at vi har været fantastisk heldige med at få lov til at være med i projektet. Vi kunne aldrig selv have købt så stor og ny en farm som denne,« siger Liana Kolkaja.

Hun er uddannet dyrlæge i Ukraine men har arbejdet på minkfarme i Danmark i seks år.

»Det er et helt perfekt projekt. Jeg elsker at have ansvar, og det har jeg meget mere af her på ’min egen’ farm, end jeg havde på Uur Mink,« siger Liana, der taler næsten flydende dansk.

Ib ejer jorden

Økonomisk set hænger projektet sammen på den måde, at Ib Jensen Nielsen har købt jorden, stuehuset og de øvrige bygninger, som han lejer ud til et ApS, der til gengæld blandt andet har købt inventar, maskiner, dyr og foder for 8,8 mio. kr. - pengene kommer fra et lån i Den Jyske sparekasse, der var tændt på ideen fra første dag, samt hvalpeforskud og skindforskud fra Kopenhagen Fur.

Liana og Bogdan ejer 30 pct. af ApS’et, mens Ib ejer de sidste 70 pct.

De første beregninger viste, at selskabets investeringer i inventar, maskiner, dyr og foder ville være helt nedskrevet allerede efter halvandet år. Siden er prisen på minkskind faldet med næsten 40 pct., og nu kommer der nok nærmere til at gå i omegnen af fem år, før investeringerne er nedskrevet.

Men fornuften er stadig god for både Ib og de to ukrainere. Og når selskabets værdier er nedskrevet, er det aftalen, at en del af overskuddet skal uddeles som bonus til de tre ejere.

Tænker mink om aftenen

Liana og Bogdan får nøjagtigt den samme faste løn på den nye farm, som da de arbejdede på Uur Mink.

»Forskellen er, at nu, hvor vi er medejere, tænker vi også mink, når vi er hjemme om aftenen. Blandt andet har vi nu selv ansvar for at lede de to andre ansatte, bestille foder og tage de alarmer, der kommer. Og det gør vi gerne, for en tredjedel af de 4.000 tæver er jo vores, og når investeringerne i selskabet er nedskrevet, får vi udbetalt bonus,« siger Liana Kolkaja.

Som hovedejer af anpartsselskabet er det Ib, der bestemmer hvornår og hvor meget bonus, der skal udbetales. Målet er, at der skal udbetales bonus, så hurtigt det kan forsvares. Det er jo noget af Lianas og Bogdans drivkraft, pointerer Ib Jensen Nielsen.

Får ansvarlige medarbejdere

”Nogle vil måske sige, det er dumt, at jeg bare siger farvel til 30 pct. af overskuddet ved at dele med Liana og Bogdan.”

»Men jeg ser sådan på det, at jeg har købt jorden og bygningerne og er med til at finansiere inventar, maskiner, dyr og foder. Til gengæld får jeg lejeindtægter for jord og bygninger, indtægter fra salg af skind og avlsdyr, og som noget helt centralt har jeg to dygtige, motiverede, arbejdsomme og ansvarsfulde medarbejdere, der vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få det bedste resultat ud af deres anstrengelser.«

»Dét er meget værd. Derfor kan jeg sagtens leve med kun at eje 70 procent af selskabet,«siger Ib Jensen Nielsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle