Uheldigt at afskaffe G-dage

DEBAT af Jørgen Bæk, bestyrelsesformand i Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A)

Den fremlagte dagpengereform kan i sin nuværende form sende danske dagpengemodtagere ud i de sæsonjob, vi hvert år har i de grønne erhverv. Her bliver der lagt op til, at det skal være mere attraktivt at tage et job for en kort periode og evt. til en lavere løn end hidtil.

De kortere ansættelser kan tilmed betyde, at dagpengeperioden kan forlænges fra to år og op til tre år. Dette incitament synes GLS-A er et af de vigtigste punkter i reformen, idet de hidtidige regler har gjort det uattraktivt at tage et sæsonjob. Derfor har GLS-A’s medlemmer haft svært ved at rekruttere danske ledige i højsæsonen på trods af overenskomstmæssig løn og ansættelsesvilkår.

Reformen har dog også et uheldigt element, der kan vise sig at være en hæmsko i oprettelsen af korte ansættelser til dagpengemodtagere. Dagpengekommissionen foreslår, at regeringen tilbageruller aftalen om at afskaffe G-dage for ansættelser under tre måneder, og det vil under alle omstændigheder øge omkostningerne for de virksomheder, der opretter sæsonjobs. Afskaffelsen af G-dage bør ikke tilbagerulles, såfremt regeringen ønsker at øge jobudbuddet.

Reformen indeholder elementer, der kan være en gevinst for både virksomheder og arbejdsløse, men GLS-A håber, at politikerne i de kommende forhandlinger vil have for øje, at det er virksomhederne, der skaber jobåbningerne, og derfor nytter det ikke noget at øge virksomhedernes samlede finansbidrag til dagpengesystemet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle