Ultimatum fra Campina- direktør ødelagde fusion

Campinas topchef, Tiny Sanders, blev en hæmsko for en Arla-Campina-fusion, ifølge Arlas tidligere adm. direktør, Jens Bigum.

Det første store forsøg på en Arla/Campina-fusion blev bl.a. ødelagt af hårde personkampe om direktør-posten.

På et møde 10. november 2003 med Arlas forhandlere krævede Campina i sidste øjeblik en nagelfast garanti for, at Campinas topchef, Tiny Sanders, skulle være den nye mand på toppen efter en overgangsfase på 12 måneder.

Det afslører MD/ Arla Foods tidligere adm. direktør, Jens Bigum, i sine erindringer, Mælkevejen, som udkommer 12. maj.

I bogen forklarer den daværende direktør i Arla Foods, at han med den udmelding smækkede sin blok sammen. Og konklusionen hos Arla-direktøren og formand Knud Erik Jensen var klar:

"Vi ville simpelthen ikke være med til noget sådant. Vi hverken kunne eller ville påtage os ansvaret for at give Tiny Sanders så megen magt. Ingen af os troede længere på, at han var den rette mand til at kunne forvalte den," siger Jens Bigum.

Han kalder magtspillet i de sidste afgørende timer af en forhandling om så stor en fusion for naturligt og helt almindeligt.

Men magtspillet skal også vise tolerance og hensyntagen, siger han.

"Hvis ikke denne gensidige respekt og forståelse er til stede, bliver fusionen sandsynligvis heller ikke lykkelig," mener han.

Fusionen er endnu aldrig blevet en realitet.

I 2005 mislykkedes som bekendt næste forsøg på en Arla/Campina-fusion efter lange forhandlinger, som var kendte for offentligheden.

Jens Bigum tvivler i dag på, at der kommer et tredje forsøg, så længe Tiny Sanders stadig er adm. direktør for Campina.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle