Ung bornholmer i front for landbrugets unge

Skype, uddelegering af opgaver og gode flyforbindelser skal sikre, at LandboUngdoms næste formand kan løse opgaven fra Bornholm.

Det kan godt lade sig gøre at stå i spidsen for LandboUngdom (LU) og samtidig være driftsleder i en større svineproduktion på Bornholm.

Det handler om planlægning og om at bruge de teknologiske muligheder, som Skype og andre digitale medier tilbyder.

Det mener Thorbjørn Koefoed, 25-årig agrarøkonom og driftsleder fra Aakirkeby - og med stor sandsynlighed LandboUngdoms næste formand.

»Jeg kan klare mange møder via en Skype-forbindelse. Det virker fantastisk og er meget effektivt. Det er vigtigt, vi bruger de teknologiske muligheder både i bedriften og i foreningsarbejdet«, siger Thorbjørn Koefoed, der har været foreningens næstformand de sidste tre år.

Eneste kandidat

Thorbjørn Koefoed er endnu ikke valgt, men han er eneste kandidat til formandsposten ved årsmødet på Gråsten Landbrugsskole lørdag 7. april efter, at den nuværende formand Peter Kock for en måneds tid siden meddelte, at han ikke genopstiller.

I modsætning til sin forgænger vil Thorbjørn Koefoed være formand på deltid.

Derfor vil ledelsens mødeaktiviteter formentlig fremover blive fordelt på flere personer afhængig af hvem, der vælges ind på årsmødet.

»Det giver ikke mening, at jeg farer land og rige rundt til to timers møder.«

Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse, hvor LU har en observatørpost, er dog LU-formandens opgave, og dét kan sagtens lade sig gøre takket være gode flyforbindelser Rønne-København.

»Jeg kan faktisk være der hurtigere end Peter Kock!«

Medlemstal på vej op

Thorbjørn Kofoed bliver formand for en ungdomsorganisation i god gænge. I modsætning til de ’voksne’ landbrugsforeninger er LU’s medlemstal på ca. 3.300 på vej op.

»I min egen forening havde vi sidste år vækst på 20 pct.«.

Thorbjørn Koefoed tilskriver det LU’s strategiarbejde med fokus, synlighed og sparring på tværs af landet.

»Vi er ikke kommet sovende til det!«.

Thorbjørn Koefoed er driftsleder for svineproduktionen på familiebedriften Langemyregaard med 620 årssøer og ’full line’ opdræt.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle