Unge har en god fremtid i fødevaresektoren

På spidsen med Poul Erik Jørgensen, formand for bestyrelsen ved Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Skoler og gymnasier et tæt på eksamentid, og mange unge står over for deres uddannelses- og erhvervsvalg.

Det er vigtigt og nok også svært for den enkelte. Der er mange hensyn. De langsigtede overvejelser er en god uddannelse og noget, der fører til beskæftigelse og indtjening bagefter. Men praktiske forhold og forhold omkring kammerater og andres syn på forskellige job tæller også stærkt hos mange - måske stærkest.

Uddannelsen skal - for den unge - være spændende, gerne populær og kunne bruges til noget positivt bagefter. Det gælder både i forhold til egen beskæftigelse og indtjening, men for de fleste nok også, at uddannelsen og arbejdet bidrager til et godt samfund.

Fødevaresektoren, med landbruget som central del, kan opfylde alle disse ønsker. Det er bestemt samfundsnyttigt, og der er mange job og muligheder for karriereudvikling eller for at være selvstændig erhvervsdrivende. Uddannelserne er varierede og spændende med en bredde over biologi og teknik til økonomi- og ledelseselementer.

Spørgsmålet er, om disse uddannelser er populære og respektable. Det burde de være, men det samlede image skabes jo af den omtale, der er omkring erhvervene.

Jeg tror, at det f.eks. har påvirket rekrutteringen til læreruddannelserne negativt, at der har været megen negativ kommunikation omkring lærerjobbet.

Erhvervenes udøvere skal være ambassadører for deres erhverv. Stolthed over erhvervet og glæde ved de produkter, der laves, bidrager til rekrutteringen på fødevareuddannelserne.

Og der er behov for flere unge i landbrugsuddannelsen, fødevareuddannelserne og også på de lange uddannelser ved universiteterne. Sidste år steg optagelsen af studerende ved Institut for Fødevarer og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. Jeg håber, at det gentages i år - både der og på de øvrige uddannelser rettet mod fødevareerhvervene.

Du, og alle rundt omkring fødevareerhvervene, kan hjælpe ved at fortælle unge om de gode elementer i vores arbejde som input til deres uddannelsesvalg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle