USA: priserne styrtdykket siden nytår

Verdensmarkeds-priserne på vigtige landbrugsvarer som gris, mælk, soja og majs er ramt af et dybt og præcist slag i mellemgulvet.

Verdensmarkedspriserne på en lang række landbrugsvarer er hårdt ramt. I USA er futures på gris og mælk faldet med en tredjedel og majs og soja henholdsvis 23 og 13 pct.

Selv om man ikke kan sætte lighedstegn mellem den aktuelle pris og de korte futures, som der her er tale om, giver de alligevel det bedste billede af forventningerne til markedet.

Grisefuturen har heldigvis rettet sig lidt op igen, men overordnet set er det et dystert billede af afsætningen, der også vil smitte af på dansk landbrug.

Dyb recession

»Der er ingen tvivl om, at den globale økonomi er kastet ud i en dyb recession«, siger cheføkonom i L&F, Frank Øland og forklarer:

»Priserne på fødevarer er påvirket af, at foodservice, det vil sige restauranter og caféer, i en lang række lande er lukket ned. Forbrugerne er usikre på fremtiden, oliepriserne er faldet kraftigt, og forsyningskæderne i USA er påvirket af sygdomsspredning på slagterier«.

»Selv om fødevarer ikke er specielt konjunkturfølsomme, vil det også få nogle husholdninger til at reducere madbudgettet. Høj arbejdsløshed og usikkerhed om job- og boligmarkedet – og i en række sydeuropæiske lande også usikkerhed om den finanspolitiske holdbarhed - vil kunne dæmpe privatforbruget i en længere periode«, forklarer Frank Øland, der heller ikke kan sætte en dato på, hvornår det hele bliver godt igen:

»Vi ved ikke, hvor hurtigt økonomierne kan åbne igen, og hvor langvarig den økonomiske krise bliver. De samlede effekter er derfor meget usikre«.

Dansk afsmitning

Den faldene efterspørgsel har allerede presset priserne på nogle af de danske landbrugsprodukter. F.eks er der set fald i både grisenoteringen, mælkeprisen og prisen på oksekød.

»Den vigende efterspørgsel og presset fra lave oliepriser kan føre til yderligere fald i de danske fødevarepriser i de kommende måneder. I takt med at økonomierne gradvist åbnes op, vil efterspørgslen igen øges, og der vil være mulighed for, at nogle priser igen stiger«, mener Frank Øland.

Selv om USA og Kina skændes om, hvor coronavirussen opstod, er fiskemarkedet i Wuhan indtil videre stadig under stærk mistanke for at være arnestedet for den pandemi, der nu får verdensøkonomien til at vippe. For Danmark ser det imidlertid ud til, at Asien og specielt også Kina er dér, hvor en stor del af redningen for dansk landbrugsøkonomi findes.

»Asien ser ud til at blive økonomisk mindre hårdt ramt af krisen end Europa og USA. Vores stærke eksportorientering imod Asien kan derfor være med til at holde hånden under f.eks. grisenoteringen. Samtidig har vi heldigvis ikke oplevet problemer med forsyningskæderne og har derfor også undgået de helt store prisfald. Dette illustrerer tydeligt vigtigheden af den danske eksport på landbrugsområdet«, forklarer Frank Øland.

 

Faktaboks

Prisfald: Det hele kan spores tilbage til corona:

  • Forbud: Foodservice er i en lang række lande lukket ned. 
  • Usikre: Forbrugerne er kommet i tvivl om fremtiden. 
  • Ingen rejser: Oliepriserne er faldet kraftigt. 
  • Sygdom blandt ansatte: Forsyningskæderne i USA er påvirket af sygdomsspredning på slagterier. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle