Valériane ville på landsskue

Franske Valériane skulle ikke betænke sig lang tid, da hendes praktikvært tilbød hende at tage med på Landsskuet.

Egentlig ønskede 18-årige Valériane Hervais at komme på udveksling til et land, hvor folk er gode til engelsk. Men hun endte hos Mads Bjerregaard i Thy.

For Mads har charolaiskvæg ligesom Valérianes forældre, og så udstiller Mads sit kødkvæg. Og tilbuddet om at komme i praktik og dermed også komme til landsskue kunne den franske pige ikke afslå.

Vi taler farmer-engelsk

Selvom Mads Bjerregaard er vældig entusiastisk med sit kvæghold og ikke viger tilbage for at fortælle om dyrene, har sprogforskellen været en udfordring.

»Vi tilpasser os og taler en form for farmer-engelsk,« griner Mads Bjerregaard.

Valériane er meget imponeret over landbrugslandet Danmark.

»Her er mange malkekøer, grise og marker. Og økonomien er nok også bedre,« vurderer hun.

Og så har danskerne en god men skør humor, bedyrer hun.

Stor ros til Valériane

Mads Bjerregaard er begejstret over Valérianes arbejdssomhed, nysgerrighed og pligtfølelse.

På dyrskuet har hun hjulpet med dyrene - blandt andet den grundige vask.

»Hun har haft ansvaret for det hele, og jeg kan ikke sætte en finger på noget som helst, og jeg er nok ikke den nemmeste med hensyn til det,« bryder det ud af den 28-årige landmand.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle