Valtra tester ny knækstyret traktor

Direct-modellerne i N-serien vil fremover kunne leveres med kombineret knæk- og forhjulsstyring.

Med Direct XN-serien byder finske Valtra nu ind med en særdeles manøvredygtig og smidig traktor med en kombination af knæk- og forhjulsstyring.

Det sker i den attraktive effektklasse fra 120 til 170 hk for frontlæssertraktorer med N-seriens Direct-modeller N123, N143 og N163.

Valtra forventer selv, at knækstyring bliver populær på seriens topmodel N163 med 171 hk (med boost), hydraulisk affjedret foraksel og udstyret med enten en standard Valtra-frontlæsser eller en særlig Heavy Duty-læsser.

Bedre vægtfordeling

Med knækleddet placeret lige foran traktorkabinen bliver N163 60 cm længere og 300 kg tungere og for en vægtfordeling med 45 procent på forakslen og 55 procent på bagakslen.

Selve konstruktionen af knækleddet forventes dog at blive mere enkel og også billigere, end da Valtra tidligere forsøgte sig med de knækstyrede X- og XM-modeller.

Hurtigere læsserarbejde

Den altovervejende fordel ved knækstyring i mellemklassen af traktorer er den stærkt forbedrede manøvredygtighed under netop frontlæsserarbejde samt kørsel på steder med begrænset plads, typisk små og smalle marker samt ældre gård- og staldanlæg.

Ifølge Valtra viser studier, at knækstyrende traktorer klarer frontlæsseropgaver 35-40 procent hurtigere end standardtraktorer på grund af den forbedrede manøvredygtighed. Knækstyringen giver samtidig mulighed for let dogwalk med alle fire hjul kørende forskudt for hinanden.

Lige nu pågår de sidste test af Direct XN, som forventes sat i serieproduktion sidst på året til levering i 2015.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle