Der er ingen der sætter spørgsmålstegn ved, om vi skal sikre natur og vandmiljø for fremtidige generationer. Derfor har landbruget og alle andre erhverv da også levet op til de meget store krav - de foreløbig tre vandmiljøplaner, som skiftende regeringer har gennemført siden 1987.

Men vandmiljøplanerne er store investeringer. Det er det for den enkelte erhvervsdrivende, for det samlede erhvervsliv i Danmark og for hele det danske samfund. Derfor må det være et krav, at vandmiljøplanerne hviler på det bedst tænkelige faglige grundlag.

Det var holdningen hos den nye fødevareminister, Henrik Høegh (V), da VK-regeringen i 2010 relancerede grøn vækst og siden nedsatte de faglige arbejdsgrupper, der gennemgik vand- og naturplanerne i 2011.

Det var også holdningen blandt den store gruppe af nordjyske politikere og erhvervsfolk fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som i 2011 indsendte et fælles nordjysk høringssvar til vand- og naturplanerne.

Modelberegninger er ikke nok. At måle på ålegræs er ikke nok. Vi skal have eksakt viden så vidt muligt.

Og LandboNords initiativ til de største danske drænvandsundersøgelser nogensinde, som er gennemført på 239 steder i hele landet tre gange det seneste halvår, ændrer fuldstændig grundlaget for de vandplaner, miljøministeren nu har fremlagt.

Limfjords-oplandet, som miljømyndighederne har ment ville udlede store mængder kvælstof til Limfjorden, har vist sig at levere langt mindre kvælstof til fjorden.

I gennemsnit er udledningen af kvælstof fra landbrugets dræn 20 procent lavere end det, der er forudsat i vandplanen.

Det stiller store spørgsmålstegn ved de krav til store omkostninger, som vandplanen pålægger store dele af det nordjyske landbrugeerhverv.

Derfor glæder jeg mig også over, at Miljøministeriet og Naturstyrelsen efter fremlæggelsen af den kæmpe undersøgelse lover at studere undersøgelsen med forskningsinstitutionerne og fødevareerhvervet. Det skal de blive holdt fast på.

Jeg håber, regeringen vil lytte. Landbrugs- og fødevareerhvervet udgør med alle følgeerhverv 20 procent af den nordjyske beskæftigelse. Vi har ikke råd til at lukke luften ud af et vigtigt erhverv, som i forvejen berømmes som verdensmester i at levere sunde og sikre fødevarer til de mest kræsne forbrugere på hele kloden. Miljøpolitikken skal kvalitetssikres.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle