Vandværker: Bare vand løs

De fleste vanddepoter er fyldt op, så danske landmænd kan sagtens vande markerne.

Danva, Dansk Vand- og Spildevandsforening, mangler ikke vand i grundvandmagasinerne, så de danske landmænd behøver ikke at frygte at løbe tør for vand.

»Selvom vi har tørke, har vi ikke grundvandsmangel«, siger Claus Vangsgård, seniorkonsulent, Danva.

Der skal mere til, før magasinerne bliver tømt.

»Jeg vil vurdere, at der skal være et par år med stærkt nedsat nedbør. Det har regnet i de senere år, så der er fyldt godt op«, siger han.

Lokale udfordringer

Selvom langt de fleste vandmagasiner er fyldt godt op, er der områder, som kan være udfordret.

»Små øer har typisk ikke den samme bufferkapacitet, fordi vandmagasinerne typisk er mindre. Der kan også være andre lokale miljøforhold, der gør sig gældende, for eksempel vigtige moser eller vandløb, der vil tørre ud ved det«, forklarer Claus Vangsgård, men han understreger, at de fleste steder er der ikke problemer.

Derfor mener Danva, at kommunerne bør imødekomme ansøgninger om mere vand.

»Det skal være nogle specielle forhold, der gør sig gældende, for at de kan bruge vandforsyning som begrundelse for at sige nej. Det kunne være, hvis det er et forholdsvis lille magasin, som ikke kan bære det. Det kan også være på små øer, hvor magasinet typisk vil være meget lille, og hvor der er salt nedenunder. Pumper du for meget, risikerer du at få salt ind i magasinet«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle