Vejen til bedre bundlinje: På med direktørkasketten og lær af dine tal!

Så kom traktorerne endelig ud at arbejde igen! Det er hårdt arbejde og lange dage, men det er en fed tid, synes jeg, og jeg forestiller mig, at mange af jer har det på samme måde. Men mens vi knokler løs fra morgen til aften, glemmer vi af og til, at vi ikke ”bare” er landmænd. Vi er virksomhedsledere, der konstant skal tænke på at optimere og på om det, vi gør, giver resultater på bundlinjen. Det er vigtigt for os at huske, at alle vores beslutninger og handlinger har en økonomisk konsekvens.

Her under forårsarbejdet er det eksempelvis relevant at overveje, om du vil gøre det nemmest muligt for dig selv ved at have en stor kapacitet, eller om kapaciteten skal være udnyttet maksimalt?

I de sidste par uger har jeg selv mange gange været irriteret over al den tid, vi bruger på at skifte tvillingehjul og fraspænde mixervogn - flere gange om dagen. Men timelønnen er virkelig høj, fordi det betyder, at jeg kan spare en traktor. Alt i alt giver det en god kapacitetsudnyttelse, hvilket er en forudsætning for en god bundline. Og når jeg tænker på det, har irritationen det med at forvandle sig til et lille smil i mundvigen…

Generelt kræver bedre bundlinje, at du husker at tage direktørkasketten på med jævne mellemrum. Og jeg ved selv, at det i perioder kan være svært at nå, men så er det måske tid til, at du kigger på, hvilke arbejdsområder du kan give videre til andre. Kun de færreste tjener penge på bare at arbejde med næsen i sporet, fordi det oftest bare bliver i blinde.

Nøglen til bedre bundlinje ligger derimod i, at du forholder dig nysgerrigt og ambitiøst til dine tal. Det kan eksempelvis være ved at dele resultater op i driftsgrene og ved at se på, hvor potentialerne ligger, og hvordan du indfrier dem. Måske kan du inddrage medarbejderne i løsningen, så du samtidig skaber motivation og et fælles mål? Eller har du en god rådgiver, der kan hjælpe dig med et skub i en ny retning?

En anden god idé er at sætte fokus på fremstillingsprisen. Her kan vi landmænd snart få leveret en fraktilanalyse, hvor vores egen fremstillingspris er markeret, og via Business Check kan vi sammenligne os selv med andre landmænd. På den måde får vi også sat fingeren på vigtige indsatsområder.

Helt generelt tror jeg, at vi er på rette vej, hvis bundlinjen og lysten til at tjene mest muligt kommer før fokus på at producere endnu flere kilo. Med andre ord – dit ”indtjenings-gen” er vigtigere end dit ”vækst-gen”. Rigtig god arbejdslyst!

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle