Vejret er et evigt diskussionsemne

Af Birgitte Kjemtrup Høyer

Regnen slår mod ruden i køkkenet, grenene på hængebirken basker vildt i vinden. Der sidder en temmelig våd, forkommen gråspurv på ryglænet af den ene havestol, som står i nogenlunde læ under halvtaget på terrassen. Jeg får helt ondt af den, som den sidder der og ryster sig med oppustede fjer, for det er ikke et vejr at være ude i denne søndag formiddag. Hverken køer, mennesker eller fugle bryder sig om det, virker det til. Hunden er som den eneste ligeglad og godt tilpas. Hun ville i hvert fald ikke ind, da jeg tilbød hende det, men lagde sig bare godt til rette i hendes udekurv, som også er på terrassen. Mon hun vil holde spurven med selskab?

Selv har jeg, kort, været både i haven og gårdhaven for at hente sommerens overflod ind. De første georginer er sprunget ud. Den nye fra min faster er lige så flot som det billede, jeg fik fra hende sidste år, med varme gule og røde farver. Morgenfruer og margueritter kom også med, så nu står sommeren i en vase på spisebordet. Min kurv fra gårdhaven dufter skønt og indeholder kartofler, salat, jordbær, et enkelt løg, løvstikke, persille og dild. Alt sammen til aftensmaden. Hvor er det skønt. Surdejsrugbrødet er sat til hævning, bolledejen samler sig i køleskabet, og måske jeg får tid til vasketøjet i baggangen. Det kommer som regel sidst i rækken.

Manden har haft Bettemændene med i værkstedet. Bettemand Et mente, at deres græsvogn havde for lille kapacitet til det store 3. slæt, der ligger på græsplænen. Om ikke Manden kunne lave snittersider til den? Så det har Manden gjort, og lavet en gyllebeholder til Bettemændene også. Og da vejret jo er koldt og vådt, er landbruget flyttet på 1. sal, hvor alle tre Bettemænd har opgaver. Bettemand To har lige været nede for at hente en dørmåtte. Den lignede perfekt en stubmark, mente han, og den trængte således til at få nedfældet gylle, inden der skulle sås vinterrug. Bettemand Tre henter halm hjem med minilæsseren, og Bettemand Et leder og fordeler arbejdet, mens han selv kører med den nye snittervogn. Med familien således godt beskæftiget er der ro på vores søndag. Vi glæder os over vejret i denne vækstsæson, der indtil videre har bidraget med godt grovfoder. Kornet står godt på markerne, og det meste af majsen er OK. Om en uge holder vi sommerferie, og det ser ud til at blive sol og 20-25 grader varmt. Perfekt for alle.

Min fætter mente, at jeg er blevet, som landmænd er flest, og da jeg spurgte ham, hvad hen mente med det, var bemærkningen, at vi altid brokker os over vejret. Og det kan der jo være noget om, selv om jeg mere synes, at det er et evigt diskussionsemne, end det er egentlig brok. Vejret er baggrund for rigtig meget af vores hverdag, og havde solen skinnet i dag, havde jeg været i haven til kamp mod ukrudtet i stedet for at finde på overspringshandlinger frem for at få vasketøjet overstået.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle