Vestergaard Salling: Vi kan ikke gøre alle tilfredse

Der kom ingen gæster og så på staldene, som var åbne efter den kritiske tv-udsendelse »Det Store Svinerige«. Det konstaterede LandboNords formand, Niels Vestergaard Salling, ved foreningens generalforsamling i denne uge. Formanden havde selv en fremtrædende rolle i udsendelsen.

»Desværre lagde den stor vægt på vores udfordringer som døde pattegrise, halebid, flokmedicinering og kastration og glemte den globale konkurrence og konsekvenserne af for strenge krav,« sagde han og konkluderede:

»Vi må indse, at vi ikke kan gøre alle tilfredse, men vi kan vise, hvad vi laver og hele tiden udvikle vores erhverv og derigennem få danskernes accept, for det er vejen til politisk indflydelse.«

Foreningen er indgået i samarbejder med flere partnere i årets løb, og formanden nævnte aftalen med Frederikshavn Kommune, Danish Crown og NNF, som skal skaffe flere svin til Sæby Slagteri, og et samarbejde med Jammerbugt Kommune og Videncentret for Landbrug om naturplejeordninger. Desuden arbejder foreningen for nedsat sagsbehandlingstid for miljøgodkendelser, landskabspleje, skolekontakt mv.

Formanden mener, foreningen vil blive frikendt i retten for beskyldningen om at have kapret 32 medarbejdere fra naboforeningen, Agri Nord.

»De 32 flyttede på en gang, men de får ikke mere i løn og andre vilkår. De får væsentligt længere transport, så man bør spørge, hvad det er i den tidligere arbejdsplads, der får 32 dygtige medarbejdere til at flytte samlet. Det må være nogle udsædvanlige forhold omkring deres tidligere arbejdsgiver,« mener Niels Vestergaard Salling.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle