Vestjyder betaler 0,8-1,8 procent i bidrag

Man skal ikke bare uden videre acceptere en forhøjelse, mener Jysk Landbrugsrådgivning.

En undersøgelse, Jysk Landbrugsrådgivning har lavet, tyder på, at der er endnu større spredning i bidragssatserne i deres område end på Fyn.

I sidste uge omtalte LandbrugsAvisen en undersøgelse i Centrovice, der viste en spredning i bidragssatserne fra 0,6 til 1,25 procent og med et gennemsnit på 0,89 procent.

Siden har Jysk Landbrugsrådgivning lavet en tilsvarende undersøgelse, der viser, at administrationsbidraget for nylig er sat op med 0,3 procent i gennemsnit i deres område. Administrationsbidraget ligger nu mellem 0,8 og 1,8 procent, og seks af de 20 landmænd, der indgår i undersøgelsen, har et administrationsbidrag over gennemsnittet på 1,25 procent.

Forskel på kreditforeninger

Økonomikonsulent Arne Westergaard, der har lavet undersøgelsen i Jysk Landbrugsrådgivning, har ikke en entydig forklaring på de høje bidrag i deres område, men han påpeger, at der er forskel på bidragets størrelse fra kreditforening til kreditforening. Han ønsker dog ikke at sætte navn på de kreditforeninger, der tager mest i administrationsbidrag.

Til gengæld vil han gerne opfordre landmændene til ikke bare at acceptere, at deres administrationsbidrag bliver sat op.

»Det er muligt at forhandle med kreditforeningerne, og man kan eventuelt indhente tilbud fra andre, men desværre ser vi, at mange pt. ikke er i en position til at forhandle,« erkender han.

»Min holdning er, at man ikke skal lægge sig ned, bare fordi man får en forhøjelse af administrationsbidraget. Her skal man tage kampen op, hvis man har ”muskler og økonomi” til det. Det er også set, at det kan betale sig at skifte kreditforening, hvis det er muligt - men husk at regne alle omkostninger med ved flytningen,« siger Arne Westergaard.

Monopolstatus

Når det gælder kassekreditrenten, ligger Jysk Landbrugsrådgivning nogenlunde på linje med Centrovice - måske en anelse under i den lave ende.

Ifølge Arne Westergaard er der landmænd, der betaler helt ned til tre procent på kassekreditten, men det er ikke kun, fordi man er god, understreger han.

»En kassekreditrente på tre afspejler ikke nødvendigvis en god økonomi på ejendommen, men mere kunder der er i krise,« siger Arne Westergaard.

»Der er kommet meget større spredning. Det skyldes nok, at bankerne har fået en monopolstatus,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle