»Der er snaap«, siger vi i kor til hinanden, når den karakteristiske lyd kan høres på telefonen.
Som de fleste andre bedsteforældre - formoder jeg - er vi blevet totalt afhængige af Snapchat - begge to.
Vi har kun to venner: Vores børn. Og vi har kun én hensigt: At følge med i hvad børnebørnene foretager sig. Helst så meget som muligt, helst så ofte som muligt.
Vi smider alt, hvad vi har i hænderne, når vi opdager en snapchat på telefonen. Den lille besked med billede - eller endnu bedre video - forsvinder fra telefonen, når vi har set den. Irriterende, men måske godt det samme, ellers ville vi ikke lave andet end at sidde og bladre på telefonen hele tiden.
Det eneste, der er bedre, er at se rollingerne live.
Vi fik chancen i weekenden, da søn og svigerdatter havde brug for en weekend alene.
Vi overtog den halvandet-årige iført sut og sovebamse og medbringende grej nok til at fylde hele bagagerummet på en almindelig mellemklassebil.
Vi opfører os som nybagte småbørnsforældre næsten hele tiden: Nervøse og overstadige på én gang og med så mange planlagte aktiviteter, at det ville tage pusten fra alle andre end en på halvandet.
Vi opsøger de samme aktiviteter, som var populære hos hans forældre for omkring 30 år siden. Og de virker endnu, kan vi konstatere på det enorme grin han sætter op, da vi slæber ham med til babysvømning samme sted som hans far stiftede sit første bekendtskab med det våde element.
Han går ud som et lys, da vi putter ham en time efter den anbefalede sengetid - vi havde ikke tid før - og da vi senere på aftenen er færdige med at rydde op efter dagens aktiviteter, er vi såmænd selv puttemodne. Ikke mindst fordi vi har benyttet hans første lille grynt i løbet af natten til at trække ham op i sengen og lægge ham i smørhullet mellem os to gamle. Det er ekstremt hyggeligt, og det forhøjer i den grad nydelsen ved at have ham på besøg. Men det går jo en smule ud over den ellers tiltrængte nattesøvn. Både fordi han ligger lidt uroligt, og fordi vi selv vil have hele oplevelsen med.
»Vi beholder ham«, meddeler jeg vores bekymrede søn, da han ringer for at forhøre sig om, hvordan det går.
Men det får vi ikke lov til, svarer han. Senere sender han besked om, at de godt vil have flere snapchats end dem, vi allerede har sendt, fordi de savner den lille fyr.
Verden er vendt rundt - og vi nyder også det.
Da han bliver hentet søndag eftermiddag, er vi så brugte, at vi lige har brug for at gå lidt tidligere i seng. Men samtidig overstadige over en oplevelse, som næppe kan blive bedre. Det er fedt at være bedsteforældre.
