Vi kæmper kraftigt mod gødskningsforbud i § 3-arealer

Af Lone Andersen, viceformand, Landbrug & Fødevarer

Vi kæmper kraftigt imod det forbud, regeringen vil indføre mod at gødske, sprøjte og omlægge § 3-arealer. I et høringssvar påpeger vi, at forbuddet gennemføres som erstatningsfri regulering uden kompensation til de berørte landmænd. Det finder vi os ikke i.

Der er store økonomiske konsekvenser for erhvervet. Seges vurderer, at forbuddet vil give et årligt driftstab på op mod 66 millioner kroner årligt, og jordværdier for 1,8 milliarder kroner forringes væsentligt. Særligt kvægbedrifter vil blive hårdt ramt med lavere udbyttemængde og dårligere foderkvalitet.

Tilmed vil forslaget ikke give den gode natur- og biodiversitet, vi alle ønsker. Alt for tit vil det ikke længere være rentabelt at afgræsse arealerne eller tage slæt. Arealer vil gro til. Og intet i lovforslaget understøtter en målrettet udvikling af de ønskede naturværdier på arealerne.

Jeg ser landmænd som en vigtig samarbejdspartner til at få mere biodiversitet. Vi viser stor velvilje med bikampagne, multifunktionel jordfordeling og vibekampagne. Vil man et godt forhold til sin samarbejdspartner, giver man ikke sådan en mavepuster, når vi virkelig har flyttet os, siden sidste gang lovforslaget blev fremsat. Vi er og vil gerne være en del af løsningen på øget biodiversitet, men dette lovforslag er desværre en symbolsk og ærgerlig magtdemonstration fra politikerne.

Vi er absolut indstillet på at give bedre plads til naturen og sikre biodiversiteten. Men det skal være med positive incitamenter for lodsejerne.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle