Vi kæmper videre i principiel sag om sprøjteforbud

Af Martin Merrild, formand, Landbrug & Fødevarer

Vi var rystede over afgørelsen i den såkaldte Beder-sag. Her fik Aarhus Kommune medhold i, at den måtte indføre forbud mod pesticider på ni ejendomme.

Den sag indbringer vi nu for retten på vegne af de ni berørte lodsejere. Samtidig med vi stævner klagenævnet, indbringer vi også kommunens alt for lille erstatningsudmåling for Taksationskomitéen. Vi forstår slet ikke, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har accepteret et sprøjteforbud, der ifølge vores jurister og faglige eksperter er vedtaget på et forkert grundlag. Der er ingen dokumentation for, at der skulle være en særlig risiko ved brug af ellers godkendte sprøjtemidler på netop de arealer.

Samarbejde lokalt, hvor landmænd, vandværker og kommuner finder løsninger, bakker vi op om. Men vi vil ikke finde os i, at kommunerne bare ruller hen over landmænd med krav uden at vurdere, om der er andre og mindre indgribende løsninger.

Der skal være tillid til, at statens godkendelse af sprøjtemidler er i orden, og nutidens godkendte midler ingen risiko udgør for drikkevandet. Det bør kommunerne også have tillid til. Ellers bliver det regulering på frygt og følelser i stedet for faglighed. En kommune må ikke få frit lejde til at tromle landmænd. Og i alle tilfælde skal landmanden i et land med privat ejendomsret have fuld erstatning. Jorden har han jo købt til markedspris. Derfor kæmper vi videre på vegne af de berørte landmænd og for at undgå lignende sager andre steder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle