Vi skal bruge marine virkemidler så meget som muligt

Af Thor Gunnar Kofoed, viceformand, Landbrug & Fødevarer

De marine miljøvirkemidler er effektive og kan være et værdifuldt supplement til de indsatser, som gøres på landjorden.

Det er essensen af en ny rapport fra Aarhus Universitet. Den fortæller, at opdræt af muslinger, dyrkning af sukkertang og reetablering af ålegræs er nogle af de tiltag, som er blevet grundigt testet og er klar til at blive sat i brug i kampen for godt vandmiljø.

Det er et rigtigt glædeligt budskab.

Landbrug & Fødevarer og SEGES har gennem mange år målrettet arbejdet med at finde og udvikle de marine virkemidler.

Nu ligger der så en solid dokumentation fra Aarhus Universitet af, at flere af de marine virkemidler er lige til at sætte i drift. Stor cadeau til de fagfolk i vores eget system, der har været med til at drive udviklingen frem. Det har været en værdifuld indsats.

Konsekvensen af den nye rapport må helt klart være, at politikerne anerkender, at vi nu har en større værktøjskasse at arbejde med i indsatsen for vandmiljøet, og at så mange af indsatserne som overhovedet muligt sker uden for dyrkningsfladen. Miljøminister Lea Wermelin har kommenteret, at hun er åben for marine virkemidler. Det lyder lovende, og det holder L&F hende op på. Vanetænkningen må lægges til side, og der må tænkes langt bredere, når indsatserne skal planlægges.

Lige nu handler det om næste generation af vandplaner, og selvfølgelig skal de marine virkemidler tages i brug alle de steder, hvor det giver mening og effekt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle