Der er fokus på naturen i Danmark - og vi skal som landmænd være aktive medspillere på natur-banehalvdelen. På en høring om natur, som jeg for nylig deltog i, blev der efterlyst en større naturforståelse og viden om naturen blandt landmænd.

Jeg mener, at et oplagt og simpelt redskab til at øge forståelsen og bevidstheden om de naturværdier, der findes på vores bedrifter, er naturplaner. En naturplan er konkret rådgivning til os landmænd i form af et idékatalog over, hvordan ejendommens natur kan udvikles. Mindst lige så vigtigt som at komme med konkrete forslag til tiltag er det, at naturplanen øger vores bevidsthed om de naturværdier, der er på vores ejendom. Den giver os viden om, hvordan blot en lille ændring i den daglige drift kan være til gavn for naturen og dermed i mange tilfælde også for biodiversiteten.

I 2006 blev det muligt at søge tilskud til udarbejdelse af naturplaner, hvor tilskuddet dækkede 50 procent af udgifterne. Ordningen er ikke videreført i det nye landdistriktsprogram, hvilket er rigtig ærgerligt, da interessen for naturplaner er stor, og en fortsættelse af ordningen kunne give flere landmænd lyst og mulighed for at være med. Vi har gennem de sidste år brugt ressourcer på uddannelse og efteruddannelse af mange naturkonsulenter, som står klar til, at deres viden bruges ude på bedrifterne.

Virkeligheden er dog, at vi ikke kan leve af at "producere" natur. Så længe der ikke er tilstrækkeligt med midler til at købe den ydelse, som naturpleje rettelig er, kommer naturkonsulenternes viden ikke ud og bliver brugt i det ønskelige omfang. Produktion af natur, biodiversitet og miljø kan dog i langt større omfang end i dag blive en del af produktpaletten på vore bedrifter. Dette forudsætter blot, at der er en betalingsvillighed i samfundet, og at der findes den tilstrækkelige finansiering - f.eks. gennem landdistriktsprogrammet. Jeg håber, at tanken om at "producere" natur vil vinde frem. Både blandt landmænd - og i samfundet generelt. En sådan udvidelse af landbrugets traditionelle produktsammensætning vil være til gavn for både natur, miljø og landbrug - ganske enkelt for os alle sammen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle