"Vi skal slås for landbrugsstøtten"

Medlemmerne er utilfredse med Dansk Landbrugs EU-linje, mener Svend Erik Eriksen, Gefion.

Dansk Landbrugs top er helt ude af trit med sine medlemmer, når organisationen stemmer med i koret af fortalere for at afvikle landbrugsstøtten. I en tid, hvor manglen på fødevarer i verden er hastigt stigende, er det en forfejlet politik som snarest bør lægges om.

Det mener Svend Erik Eriksen, viceformand i Danmarks største landboforening, sjællandske Gefion.

"Fødevareminister Eva Kjer Hansen har længe rejst rundt og sagt, at hun vil af med landbrugsstøtten, og at vi sagtens kan producere uden. Men det har faktisk også været synspunktet i Dansk Landbrug. Efter min mening har det længe været et forkert synspunkt," siger Svend Eriksen.

Medlemmerne brummer

"Det er meget godt med de meget liberalistiske synspunkter, men fødderne skal nå jorden. Vi har mange medlemmer som efterhånden brummer voldsomt. De synes ikke, de er i samklang med de udmeldinger der kommer fra toppen. Det er meget uheldigt. Derfor er vi nødt til at tage den debat igen," siger Svend Erik Eriksen.

Han kan få øje på adskillige gode argumenter for IKKE at afvikle EU's landbrugsstøtte.

Blandt andet viser en helt ny undersøgelse blandt 1.000 EU-borgere i de 27 medlemslande, at forbrugerne faktisk bakker op om EU's landbrugspolitik.

Et flertal mener f.eks., enten at landbrugsbudgettet har en passende størrelse eller godt kunne være større. Samtidig er der stor interesse for fødevarekvalitet og fødevaresikkerhed blandt forbrugere.

"Og da intet tyder på, at vi slipper af med bureaukrati eller restriktioner, selvom vi siger farvel til støtten, skal vi vende bøtten og se støtten som den "betaling", vi får, for at producere gode og sunde fødevarer. Den er vores bolværk mod, at vi bliver oversvømmet af billige sekunda-fødevarer, samtidig med at den er med til at holde forbrugerpriserne nede," tilføjer han.

Bør ændre signaler

Svend Eriksen slår kort sagt til lyd for, at Dansk Landbrug vender bøtten og tager diskussionen med medlemmerne forfra. Gerne ved førstkommende landsformandsmøde 28. april, hvor EU-politikken er på dagsordenen.

På forhånd forventer han, at Dansk Landbrugs ledelse "vil lytte" og ændre signaler, der er mere i samklang med de holdninger, han selv vurderer er dominerende blandt medlemmerne.

Sker det ikke, vil han sætte sig i bevægelse for på anden vis at samle opbakning til sine synspunkter, som indtil videre er hans personlige holdninger.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle