Viceformand til banker: Giv de unge chancen

I afviklingen af gældstyngede landbrug vælger bankerne oftest salg til en nabo. Det er meget forkert, mener Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

»Det er forfærdeligt, at de unge ikke kommer til fadet og får mulighed for at overtage landbrug, som bankerne sætter til salg. På den måde er bankerne ikke deres samfundsansvar bevidst.«

Det siger viceformand i Landbrug & Fødevarer Lone Andersen om, hvad hun ser som en stigende tendens, nemlig at banker vælger den sikre løsning, når en nødlidende bedrift skal afvikles. Den går ud på, at bygningerne tømmes for værdi, og jorden sælges til en nabo eller veletableret landmand i nærheden.

Det gælder også nyere bedrifter i udmærket stand, som kunne have været en god start for en ung landmand. Men bankerne giver kun i ganske få tilfælde de unge chancen, konstaterer Lone Andersen.

»Jeg har kendskab til en nødlidende bedrift på 120 hektar med 140 køer i stalde fra 2008, malkerobotter og det hele, som blev sat til salg for cirka 21 mio. kr., hvilket var en rimelig pris. En masse unge mennesker så på bedriften, men alligevel valgte banken at slagte den. Sådan noget bliver jeg rystet over,« siger Lone Andersen.

»Hvis det skal være modellen for den afvikling, som bankerne muligvis er på vej til at speede på, så er det meget negativt for bæredygtigheden. Jeg er enig i, at en gruppe af nødlidende bedrifter bør ejerskiftes, men vi bør arbejde på, at de så vidt muligt overtages af næste generation.«

Umuligt for de unge

Driftsøkonomirådgiver Anette Bøeg, Heden & Fjorden, kender til en række bedrifter, som er lukket ned på tilsvarende måde af forskellige banker - herunder bedrifter med gode produktionsresultater men med for høj gæld.

»Bankerne er jo selv pressede af krav fra Finanstilsynet, men nu har de muligvis tjent op til, at de kan afvikle flere af de nødlidende landbrug. Samtidig er indtjeningen steget lidt, så de håber måske på et mindre tab af den grund,« siger Anette Bøeg.

»Hvis kravet til en køber lyder på at stille med 20-30 procent af købesummen, har de unge ikke en chance, og den løsning, at sælgeren lader penge stå i bedriften, er ofte svær at bruge, fordi sælgeren typisk ikke har penge at byde ind med.«

Vi tør godt låne til unge ...

I landmandskredse har floreret det rygte, at Vestjysk Bank skulle være på vej til at afvikle 60 nødlidende landbrug i den kommende tid, men det afviser konst. adm. direktør Michael Nelander Petersen.

»Sådan en plan har vi ikke, vi vurderer alle landmænd individuelt, og kun ganske få må vi lukke,« siger direktøren.

Han indrømmer, at køberen ofte er en nabo, som kan stille med høj egenfinansiering.

»Til en bedrift i 20-30 mio.-klassen tør vi godt yde lån til en dygtig, ung landmand, som har sparet op, men vi går jo mod større landbrug, og når vi taler om priser på 60-100 mio kr., er det sjældent, at en enkelt person kan være køber.«

Ifølge Lone Andersen bør man tænke på, at den kommende CAP-reform fra 2015 rummer tilskud til unge landmænd i fem år på op til 57.000 kr. om året, og fra august kommer tilbud om særlige lån til unge fra Vækstfonden.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle