Vinterafgrøder klarer vintervejret

Ingen katastrofer som følge af en kolde påske, vurderer eksperter.

At det blev til hvid påske med hård frost i stedet for hvid jul kommer ikke til at skader vinterafgrøderne i afgørende grad, vurderer en række planteavlsrådgivere - også selv om både vintersæden og vinterrapsen havde startet væksten og var langt fremme.

"Vi er ikke bekymrede, for vi har sjældent set, at det går galt på den tid af året," siger planteavlskonsulent Jens Elbæk Andersen, LandboNord.

"Selv når vinterraps er en halv meter høj, kan en gang frost godt få den til at hænge med bladene, men den retter sig altid igen. De fleste marker har stået pænt igennem vinteren, og vi tror ikke, det går galt."

Planteavlskonsulent Henning Frostholm, Heden og Fjorden, fremhæver, at der ikke har været hård barfrost.

"Nogle rapsmarker er kraftige med vækstpunktet langt fremme, men vi har før set, at planterne kan skyde igen, og i nogle tilfælde får man dermed flere sideskud," tilføjer han.

Tæt på blomstring

Erik Sandal, der er chefrådgiver for planteproduktion i LandboMidtØst, ser heller ingen indikationer på, at afgrøder er skadet af vejret, men han mener, det er for tidligt at svare helt entydigt på spørgsmålet.

"Vi har diskuteret det, for rapsen var langt fremme, og det er altid problematisk, når en plante rammes af frost, når den netop skal til at blomstre. Jeg tror dog ikke, at rapsen generelt var så tæt på blomstring, at den er skadet," siger Erik Sandal.

"Hvad angår vinterbyg og -hvede er der størst fare, hvis vi får store temperaturudsving, og især hvis der samtidig blæser en hård og tør vind. Det har vi jo ikke haft meget af. Det er muligt, at nogle marker som er ramt af manganmangel vil fryse væk, men de var ikke blevet til ret meget alligevel."

Planteavlskonsulent Niels Frandsen, Sønderjysk Landboforening, har set rapsmarker der er klappet sammen af frost, men han mener, det er for tidligt at afgøre markernes skæbne. Onsdag morgen var landskabet igen dækket af et isolerende snelag - som blandt andet betyder aflyste markbesøg hos en del landmænd.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle