Vrå-leverandører hårdt ramt af russisk importstop

Mulig kollektiv løsning kan være på vej fra det private slagteri i Vrå. Danske Svineproducenter ærgrer sig over tillidsbruddet.

Fredag kl. 10 mødes de omkring 30 svineproducenter, der har leveret til Danish Meat Company med ledelsen af det privatejede slagteri i Vrå.

Her vil slagteriet præsentere en mulig løsning, der kan afhjælpe leverandørernes problemer med at afsætte grise i den periode, hvor Vrå-slagteriet har stoppet produktionen på grund af det russiske importforbud.

Hvad løsningen kan blive, ville fabrikschef hos Danish Meat Company, Bente Justesen dog ikke fortælle onsdag.

»Jeg har snakket med hver enkelt af vores landmænd i dag. Det er jo et problem for dem, ligeså vel som det er for os. Nu ser vi, om vi kan løse det på fredag,« siger hun.

I Danske Svineproducenter ærgrer Hans Aarestrup sig.

»Hvis de brænder folk af, så bliver det svært at komme i gang igen. Der skal genopbygges noget tillid,« siger han.

Han opfordrer svineproducenterne, der har leveret til Vrå, til at tænke sig om.

»De er nødt til at kigge på, hvor de kan opnå en stabil afsætning. Vi må bare sige, at som det ser ud nu, så bliver der færre og færre slagterier, man kan have tillid til. Folk bliver skræmt fra vid og sans,« siger han.

Bente Justesen afviser at have fået leverandør-stop de sidste dage og vil heller ikke vurdere, om det vil ske.

»Det nytter ikke noget at gisne, så længe vi ikke ved, hvad der sker. Jeg vil snakke med dem fredag. Før vi ved, hvad vi kan tilbyde dem, kan jeg ikke sige det,« siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle