Wammens gavebod og en ny svinefarm i Kina

Landbruget fik også del af gaverne i finansloven og slipper næsten gratis fra grøn skattereform. Måske er det faktisk en svinefarm dybt inde i Kina, der er ugens største trussel.

Han manglede bare den røde hue, den tykke mave og det kunstige, hvide skæg, gjorde finansminister Nicolai Wammen, da han søndag sammen med vennerne fra venstre side af salen offentliggjorde årets finanslov. Der var i hvert fald rigeligt med gaver i sækken. Selv oppositionens såkaldte leder Jakob Ellemann-Jensen (V) kunne ikke få sig selv til at skælde ud, som den til enhver tid siddende opposition ellers altid gør.

»Jeg er et positivt menneske, så jeg glæder mig over de ting, som er med, i stedet for at surmule over det, der ikke er«, sagde han til DR.

Der var virkelig mange gaver, også til landbruget. Gl. Estrup får lov at leve videre med en bevilling på 1,5 mio. kr. 150 mio. kr. sættes af til at rive de faldefærdige rønner ned i landsbyerne. Jeppe Aakjærs kunsterhjem får fem mio. kr.

Bredbåndspuljen, der skal sikre folk på landet hurtigt internet, bevares. L&Fs prestigeprojekt, der via pyrolyse skal omdanne halm og gylle til flybenzin, får 200 mio. kr., Endelig var der selvfølgelig som altid også ekstra penge til økologien - 45 mio. kr. i alt.

En sjat til våde enge

165 mio. kr. om året sættes af til de meget omtalte lavbundsjorder. Over fire år betyder det, at der kan tages 5.000 hektar ud af drift.

Med den hast vil det tage 80 år at nå L&Fs og DNs foreslåede 100.000 hektar. Eller, udregnet på anden vis, koste 66 mia. kr. at nå de 500.000 hektar, Aarhus Universitet i sin visdom har foreslået udtaget inden 2030.

660 mio. kr. til 5.000 hektar betyder 132.000 kr. pr. hektar til at planlægge, informere, miljøvurdere, beregne, skære drænene og kompensere landmanden. Det er ikke meget. Alligevel skal der såmænd nok være landmænd, der siger ja, men undersøgelser og godkendelser vil tage årevis. Et godt gæt: Selv de 5.000 hektar kan blive svære at nå.

Venlig skattereform

Senere på ugen vedtog en lidt bredere kreds - Venstre og konservative var med, mens Enhedslisten stod udenfor - en såkaldt grøn skattereform. De helt store ændringer kom nu ikke - man skal nok tilhøre Enhedslisten eller læse lidt for meget Politiken for at vedtage dramatisk forringede konkurrencevilkår for erhvervslivet i disse coronatider. Landbruget slipper helt indtil videre.

Først om fire år skal en brændselsafgift også omfatte landbruget og gartnerierne, og det politiske flertal vægrer sig stadig ved en generel CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. I mellemtiden gives der tilskud til omstilling, så heller ikke her er der meget at brokke sig over for landbruget.

Svin i etager

Med et folketing, der jævnt hen opfører sig ædrueligt, er det faktisk fra en helt anden kant, den virkelige trussel kommer. Landbrugsavisen.dk kunne mandag fortælle, at den kinesiske svineproducent Muyuan Foods har indviet verdens største svinefarm, der får plads til 84.000 søer. Det er mere end de ti største danske soholdere tilsammen.

Byggeriet er blot det største i en hel stribe. I kølvandet på svinepest-katastrofen er Kina i gang med at lægge om fra millioner af småbrug til enorme, industrielle farme. Det går stærkt og vil få konsekvenser, også for danske landmænd.

At svinepriserne trods corona stadig er OK skyldes som bekendt udelukkende kineserne, der i år aftager to tredjedele af EUs samlede eksport. Det forventes, at Kinas behov falder fra 5 mio. ton til 3,5 mio. ton allerede næste år. Samtidig er både USA og Rusland godt i gang med at forøge deres produktion. Vær lidt forsigtig med næste års budget - mere på grund af Kina end af Wammen & Co.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle