Begge parter skal tjene penge på majs til biogas

Thorkild Bendtsen satser på, at han også i fremtiden vil kunne afsætte majs til biogas syd for grænsen - også selvom afregningsprisen på majs lige nu er under pres.

Lave kornpriser og to år med gode majsudbytter har mindsket efterspørgslen for dansk produceret majs til tyske biogasanlæg.

Det får dog ikke Thorkild Bendtsen fra Nustrup ved Vojens til at ændre strategi. Siden 2009 har han målrettet satset på at levere majs til biogasanlæg syd for grænsen. Det er således ikke mere end et par uger siden, at han fik snittet sine 220 hektar med majs og fik lagt dem i en stor stak, så de i løbet af de kommende knap fire måneder kan blive kørt de 58 kilometer sydpå til den tyske aftager.

Fordel for begge parter

»Jeg afsætter al majsen til ét biogasanlæg. Vi har lavet en mundtlig aftale om at fortsætte samarbejdet til næste år, men vi har endnu ikke underskrevet en kontrakt med pris og betingelser,« fortæller Thorkild Bendtsen.

Han er ikke så bekymret for, at kontrakten skal tegnes på et tidspunkt, hvor de lave kornpriser lægger pres på afregningsprisen for majsen. For i samarbejdet med den tyske landmand har de begge været meget opmærksomme på, at der skal laves en aftale, som begge parter har fordel af. Det gjaldt også, da kornpriserne var høje.

Presset marked

At markedet for biogas i Tyskland ikke udvikler sig i samme raketfart som tidligere, kan Sune Hallberg, konsulent hos Sønderjysk Landboforening, bekræfte.

»Før sommerferien talte jeg med tyske landmænd, som ville indgå kontrakter, hvor de betalte 41 euro pr. ton majs leveret på anlægget. Men nu er priserne nede i 32-34 euro pr. ton,« fortæller han.

Årsagen er ifølge Sune Hallberg både de faldende kornpriser, og at mange tyske landmænd efter to år med gode udbytter har meget majs på lager. Samtidig er de tyske landmænd blevet mere opmærksomme på, at kvaliteteten af majsen har stor betydning for, hvor effektiv gasproduktionen er. Dermed skal der ikke så store mængder majs til som tidligere.

Derudover er flere tyske biogasanlæg ifølge Sune Hallberg kommet i økonomiske vanskeligheder efter en længere periode med høje priser på majs samt en ændret lovgivning, hvor der ikke gives så store tilskud som tidligere. Derfor er bankerne ikke længere så villige til at låne penge ud til opførelse af nye anlæg.

Forsøger sig med roer

I år har Thorkild Bendtsen dyrket 30 hektar sukkerroer, som ligeledes skal leveres til et biogasanlæg syd for grænsen. Det er tredje år, roerne har fået plads i sædskiftet. Men afsætningen af årets avl er endnu ikke helt på plads.

»Det er helt klart, at det er økonomien, der styrer, hvad vi skal dyrke på vores marker. Da jeg i 2009 besluttede at levere majs til tyske biogasanlæg, kunne jeg regne ud, at jeg med et majsudbytte på 45 ton pr. hektar skulle have 130-135 kroner pr. hkg korn, for at det kunne betale sig at dyrke vårbyg,« siger Thorkild Bendtsen.

I år har han avlet 45 ton majs med et tørstofindhold på 30 procent. Det svarer til cirka 13.000 FE pr. hektar. Men hvis han kan avle 18.000-20.000 FE i sukkerroer, vil han ikke udelukke, at de fremover får mere plads i sædskiftet. Men det kræver, at afsætningen er på plads, og det kniber foreløbig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle