Biogasanlæg på Samsø tættere på realitet

Stiftelsen af nyt selskab skal være med til at realisere drømmen om et biogasanlæg på Samsø. Håbet er at anlægget står klart i slutningen af 2018.

Realiseringen af biogasproduktion på Samsø er kommet et skridt nærmere. Der er nu stiftet iværksætterselskabet Samsø Biogas IVS, bestående af Samsø Landboforening, Samsø Grønt og Samsø Energi- og Miljøkontor, sammen med Samsø Kommune. Det oplyser Samsø Biogas.

De skal være med til at arbejde for et biogasanlæg, der kan forsyne færgen Prinsesse Isabella, der sejler mellem Hou og Sælvig, med biogas. Næste skridt i projektet er at få en dialog med investorer og samtidig få en miljøgodkendelse på plads, fortæller direktør for selskabet, Knud Tybirk.

»Miljøgodkendelsen er godt på vej, og vi regner med at den kommer i politisk høring før sommerferien. En af de store knaster ved den er placering af biogasanlægget, men det fik vi på plads i december, så vi regner ikke med, at det giver de store problemer. Men det tager tid at få gjort,« uddyber han overfor Landbrugsavisen.dk.

Anlægget skal ligge på Trolleborgvej på Samsø. Knud Tybirk fortæller, at Samsø Biogas har søgt om godkendelse om et anlæg på 120.000 tons input. Han regner med at anlægget skal bruge 40.000 tons gylle og producere seks millioner kubikmeter biogas om året, når det er i fuld produktion. Dermed skal landmænd være med til at levere gyllen, og grøntsagsproducenter kan komme af med deres rester såsom kartoffelspild og løg.

»Det er ikke et stort anlæg, men har dog en størrelse, der er til at snakke med mulige investorer om,« siger han.

Aftaler med de forskellige investorer tager lang tid om at få i hus, men Knud Tybirk håber, at det vil være på plads i slutningen af 2018. Derudover krydser han fingre for, at de lokale borgere vil være med til at finansiere projektet via crowdfunding, hvor interesserede kan donere små og store beløb til projektet på internettet. Ligeledes håber han på, at de kommer med bud på, hvordan biogasanlægget kan skille sig ud i form af f.eks. udsmykning eller bruges til aktiviteter.

»Samtidig har vi visioner om et oplevelsescenter ved siden af anlægget, hvor man leger med muligheder og som i praksis kan vise, hvordan cirkulær (genbrug, red.) økonomi på øen ser ud. Men det er kun drømme endnu,« siger han.

Der er et stykke vej, før biogasanlægget kommer op og køre, da det ifølge Knud Tybirk er teknisk vanskeligt og dyrt at gøre gas flydende i den størrelse, som deres biogasanlæg bliver. Derfor kan det være, at anlægget i første omgang kun komprimerer gassen og sælger den med grønt certifikat til f.eks. busser i Jylland, indtil produktionen af biogas kan øges. Dog er intet slået fast endnu.

»For mig er det vigtigere at få et biogasanlæg op og køre, end at levere til færgen med det samme, der lige nu kan være anden prioritet. Når teknologien til forflydning er markedsklar, og vi har en stabil produktion, skal vi den vej,« pointerer han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle