Biolog: Pesticiddebat går helt skævt

Pesticidkritikere har frit slag og politikerne hopper med på pinden uden at kende reglerne, mener tidligere medarbejder i Miljøstyrelsen.

Der er forunderligt frit spil når interesseforeninger som Danmarks Naturfredningsforening og Danva kritiserer pesticider i forhold til grundvand. Det mener biolog Claus Hansen, der tidligere har været ansat i Miljøstyrelsen og arbejdet med området.

"De kritiske organisationer tager hele scenen, når det gælder pesticider, og myndighederne er forunderligt tavse om, hvordan reglerne er. Kritikerne har nærmest fået banen for sig selv, for man hører næsten ikke fra landbruget", mener han.

Torsdag var pesticiderne da også til debat på et åbent samråd i Folketinget, hvor politikere kritiserede regeringens indsats på området, og flittigt henviste til oplysninger fra interesseorganisationerne. Debatten under samrådet torsdag gik på, at man ikke skal kunne finde pesticidrester i grundvandet.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) understregede samtidig, at han vil drøfte yderligere tiltag mod pesticider med forligspartierne til efteråret.

Misforståelse

Ifølge Claus Hansen lyder det som om, de ikke kender reglerne.

"Når de snakker, er det som om, at ingenting må udvaskes. Som om det er et problem så snart der er fundet det mindste. Men der er jo klare regler. Pesticider og alt muligt andet må gerne udvaskes, men der er nogle grænseværdier for det", siger Claus Hansen.

Han mener, at grænseværdierne er sat med meget stor forsigtighed. De er så lave, at det ikke er noget problem.

"Det er så lidt, at det er et enormt hykleri at kalde det gift", siger han.

Sådan er grænseværdier

For pesticider satte man i sin tid grænseværdien til det laveste, man kunne måle dengang. I dag er det dog sådan, at målemetoderne er blevet meget bedre, og man kan måle meget lavere koncentrationer.

"Det kan være svært at forholde sig til, og så tror folk det er farligt, så snart det hører, at der er noget", siger han.

Det betyder ifølge Claus Hansen, at man finder kemikalier alle vegne. Hvis man altså leder, og det gør man med pesticider. Forsøg har også vist, at hvis man leder efter kaffe, hormoner, undervognsbehandling og andet, så finder man også det.

"Det giver ikke mening med en nultolerance, når man kan måle så små koncentrationer og når pesticiderne og deres nedbrydningsprodukter ikke er giftige i så lave koncentrationer", understreger han.

Følelser på spil

Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer ærgrer sig også over den forvirring, som bliver skabt om pesticider, når man hele tiden tager som udgangspunkt, at der skal være nulmålinger.

"Man er nødt til at operere med grænseværdier. Ellers kan vi slet ikke trække vejret. Politikerne må også holde tungen lige i munden om, hvad der er farligt, og hvad der ikke er. Jeg synes det går meget op i følelser", siger han.

Lars Hvidtfeldt mener, der er mange følelser involveret men ønsker at det politikerne gør baseres på fakta.

"Det bærer desværre lidt præg af at være valgår, og hvis man kan lave en bekymring og løse den ved politisk handling, så får vælgerne måske lyst til at stemme på de partier", siger han.

Vil ikke forurene

Samtidig understreger Lars Hvidtfeldt, at landbruget ikke ønsker at forurene grundvandet.

"Som udgangspunkt sætter vi vores lid til den godkendelse, der er, af pesticider og den overvågning, der er. Hvis der er brug for flere overvågninger, skal man da gøre det. Men de midler, man finder, er jo midler, man har forbudt allerede", siger han.

Samtidig peger han på, at landbruget ikke er totalt afvisende for at tage jord ud af drift.

"Så skal landmænd bare stilles helt skadefri. Men vi har set med kommunerne, at de ikke har styr på det faglige grundlag", slutter han.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle