Danish Crown: Pølseaftale er et gennembrud på vores vigtigste marked

Pølser og konserves fra Tulip vil om få måneder være at finde på de kinesiske middagsborde. Som en del af statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg i Kina har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i dag underskrevet en aftale med Kina, der sikrer varmebehandlede produkter fra Danmark adgang til "riget i midten".

I første omgang bliver der åbnet for eksporten af tre kategorier. Det er pølser og salami/pepperoni fra fabrikken i Svenstrup og konserves fra fabrikken i Vejle.

"Kina er et vanskeligt, men samtidig enormt spændende marked. Vi glæder os selvfølgelig over, at godkendelsen nu ser ud til at være i hus. Det er stadig for tidligt at sætte konkrete mål for eksporten, men det er klart, at denne godkendelse rummer meget spændende perspektiver. Kina er et kæmpestort land med kæmpestore muligheder, og kineserne spiser allerede over halvdelen af verdens grisekød. Det er helt klart et gennembrud for dansk eksport," siger adm. direktør Kasper Lenbroch fra Tulip Food Company i en pressemeddelelse.

Danish Crown-koncernens strategi er at fokusere på hjemmemarkederne i Nordeuropa vokse i Asien med egen fabrik i Kina og globale satsninger på blandt andet konserves og pepperoni.

Jais Valeur, adm. direktør for Danish Crown, siger, at det har nærmest uvurderlig værdi for virksomheden, at de danske myndigheder og ambassaden i Beijing sikrer eksporten.

"For Danish Crown-koncernen betyder der, at vi nu får muligheden for at teste det kinesiske marked på både detailhandel og foodservice, inden vores investering i egen fabrik ved Shanghai står færdig," siger Jais Valeur.

Tulip har en klassisk, dansk pølsevogn stående ved den danske ambassade i Beijing og et kontor i Kina. Samtidig har Tulip i en årrække deltaget på de store kinesiske fødevaremesser.

Kina er blevet Danish Crowns vigtigste marked

De næsten halvanden milliard kinesere udgør omkring en femtedel af verdens befolkning. Heri ligger en antalsmæssigt stigende og mere købestærk middelklasse, der stiller stadig større krav til kvalitet, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.

"I mine øjne vil Danish Crown-koncernen snart stå med et nærmest ideelt setup i Kina. En stor og indarbejdet eksport af fersk grisekød fra Danmark understøttes nu af varmebehandlede varer som pølser og konserves. Det komplementerer vi med lokalproduktion på baggrund af danske råvarer, og så står vi altså rigtigt stærk på dét, der på få år er blevet Danish Crowns vigtigste marked," siger Jais Valeur.

Tulip er Danmarks ældste, registrerede varemærke og eksporterer kødprodukter til omkring 120 lande verden over. Tulip beskæftiger over 2.500 medarbejdere på kontorerne og fabrikkerne i primært Danmark, Sverige og Tyskland.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle