Dansk inspiration løfter colombiansk griseproduktion og åbner markeder for Danmark

Med et stærkt internationalt samarbejde trækker dansk viden colombiansk griseproduktion op. Danmark får et styrket eksportmarked.

Af Jens Juhl Eriksen, chefredaktør, L&F

Siden 2015 har L&F sammen med Fødevarestyrelsen, København Universitet og Udenrigsministeriet været del af et strategisk samarbejds-partnerskab med Colombia. Målet: At hjælpe den colombianske grisesektor til højere standarder og samtidig sikre adgang og markedsmuligheder for dansk grisekød, tekniske løsninger og maskiner til Colombia.

-Colombia-projektet er et skoleeksempel på, hvordan sådan et samarbejde skal gå, når det lykkes. Alle har vist åbenhed, villighed til samarbejde og vilje til investering – både penge, men også tid, forklarer Jens Munk Ebbesen, veterinærdirektør i L&F.

Projektets startfinansiering kom via Danida-midler. Og parterne har flere gange i løbet af årene været på besøg i hinandens lande. I Danmark har L&F været med til at åbne dørene hos danske slagterier, agroindustrien og laboratoriet i Kjellerup, som colombianerne nærmest har opbygget 1:1 i deres hjemland.

- Colombianerne vil gerne opgradere deres slagterier, så de kan eksportere. Det er værd at bemærke, at vi ikke eksporterer til samme markeder. Vi hjælper colombianerne med at kunne sælge til nogle latinamerikanske markeder, hvor vi ikke er. Til gengæld kan vi både sælge viden, maskiner, tekniske løsninger og nu også dansk grisekød til Colombia, siger Jens Munk Ebbesen.

Eksport-succes

Han peger på, at der sidste år blev indgået en aftale om, at Danmark nu kan eksportere varmebehandlet grisekød og grisekød med højt saltindhold til Colombia. Før var det kun muligt at eksportere fersk grisekød til Colombia, men med et højt toldgebyr.

- Den nye aftale får vi, fordi vi nu har gode personlige kontakter ind til den colombianske industri og colombianske myndigheder. Og så er meget af den viden, vi overfører, reelt sund fornuft og viden, det alligevel ville være muligt at hente andre steder. Det åbner bare dørene, at det er os, der videregiver viden. Når vi er den foretrukne partner, falder der altid forretning af til os, forklarer Jens Munk Ebbesen.

Colombia var i 2021 fødevareklyngens 82. største marked med en eksport på 119 mio. kr. Den danske eksport består især af enzymer og grisekød.

- Det gode samarbejde handler meget om det menneskelige aspekt og forståelse for hinandens forskellige tilgange, kultur og erhvervsstruktur. I Colombia er der enten konglomerater, meget store landmænd eller meget små landbrug. Og der har historisk været to ansvarlige myndigheder for området, der ikke havde tradition for samarbejde. Så fortæller vi om vores andelstankegang og hvordan vi har et tæt og frugtbart samarbejde med myndighederne. Det inspirerer, mener Jens Munk Ebbesen, der peger på, der også flyder lærdom den anden vej:

- Vi bliver udfordrede i vores daglige tankegang og kommer til at tænke ”nå ja, hvorfor gør vi egentlig sådan her?” Måske vi kan ændre noget.

Fødevaresikkerhed og det veterinære har fyldt meget i projektet. Chefforsker Lis Alban fra L&F fortæller, at der i begyndelsen var helt basale diskussioner om smitsomme husdyrsygdomme og fælles seminarrækker med Københavns Universitet og Fødevarestyrelsen. Københavns Universitet har afholdt en række kurser for colombianerne. Siden har salmonella i griseproduktion, antibiotika og resistens fyldt en del i et stort forskningsprojekt, som Lis Alban deltager i sammen med Københavns Universitet.

- Salmonella-projektet medvirker til at reducere forekomsten af salmonella i grisekød til gavn for den almindelige colombianske forbruger. Det kan på sigt åbne for eksport og give Colombia indtægter, som landet har brug for. Ydermere bruger colombianerne meget antibiotika i griseproduktionen. Her lærer vi dem, at noget så simpelt som at rense vandrør og tilføre syre til foder og vand kan reducere behovet meget, og det er en langt bedre vej frem.

Dansk værdi i udlandet

Ligesom colombianerne håber Lis Alban, at samarbejdet kan fortsætte på et eller andet plan.

- Det skaber glæde i arbejdsdagen, for det er så fascinerende at se folk komme op, se vores systemer, lære af dem og bruge det. Det, vi gør i Danmark, har værdi uden for vores grænser. Det giver stolthed.

Professor Anders Dalsgaard, Københavns Universitet, er ansvarlig for forskningsprojektet til kontrol af salmonella i den colombianske svineproduktion.

-Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Lis Alban, L&F og Fødevarestyrelsens medarbejdere. Både med de forskellige træningskurser ,vi har afholdt i Danmark for colombianerne, men også med forskningsprojektet, hvor vi har kunne trække på de mange erfaringer, erhvervet og myndighederne har med at kontrollere salmonella i svineproduktionen.

Fuldmægtig Sidsel Marie Nygaard har været blandt Fødevarestyrelsens aktive deltagere i projektet. Fødevarestyrelsen har fra 2016 haft et tæt samarbejde med de colombianske myndigheder finansieret af Udenrigsministeriet.

- Vi ser offentligt-private partnerskaber som nøglen til at løfte fødevaresikkerhed i Danmark og globalt – og vi har arbejdet for at løfte Colombia på alt fra antibiotika-resistens over fødevarekontrol til afrikansk svinepest. Vi har været glade for samarbejdet med L&F, hvor vi i praksis viser colombianerne, hvordan vi samarbejder i Danmark, gør hinanden stærkere og ser effekterne af dialog og involvering.

Hun anslår, at der over projektårene har været 250 colombianere på felttur til Danmark. Og så understreger hun værdien af den markedsadgang, samarbejdet har sikret.

- Produkter, der før var lukket for, kan vi nu sælge. Vi oplever, at vi på flere områder har særstatus i forhold til andre EU-lande på handelsområdet. Og på det helt store plan er der åbnet for handelsdialog mellem EU og Colombia.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle