Dansk succesvirksomhed vokser igen markant

Omsætningen er nu på fem år fordoblet i ventilationsvirksomheden fra Glyngøre.

Ventilationsvirksomheden Skov A/S gør det igen. For femte år i ubrudt streg leverer selskabet markant fremgang og omsætningen er nu på fem år fordoblet. Det viser det netop aflagte regnskab.

Alene det sidste år lød væksten på 22 procent, fra 683 mio. kr. til 835.

Samtidig har der alle årene ligget en pæn mængde tilbage på bundlinjen fra salget af ventilationssystemer til kyllinge- og grisestalde over hele verden. Således også i år, hvor der af omsætningen på 835 mio. kr., stod 79 mio. kr., da alle udgifter, skat og finansiering var afregnet. En fremgang fra sidste års 64 mio. kr. 

Vokser især uden for EU

Især er det omsætningen uden for EU, der trækker fremgangen. Denne steg fra 348 mio. kr. til 469 mio. kr. og udgør dermed langt hovedparten af væksten. Skov har dog planer om at sætte yderligere skub på denne udvikling. I det forgangne regnskabsår stiftede man et datterselskab i Kina, der især skal arbejde med at supportere salgsarbejdet. 

I det hele taget nævner ledelsesberetningen, at man har lagt store kræfter i at forbedre organisationen på salgssiden globalt, og at der er rekrutteret og uddannet flere medarbejdere blandt de nu i alt 381 medarbejdere, til at udføre netop den opgave.

Eneste plet i regnskabet er datterselskabet SCIO+, som Skov stiftede for snart to år siden. Her lød underskuddet på 11 mio. kr. efter skat.  SCIO+, der hører hjemme i Aarhus, arbejder på at udvikle metoder til at anvende big data til overvågning og optimering af produktionen i de store staldanlæg. 

Skov A/S er ejet af Big Dutchmann-koncernen. I 2016 vandt Skov A/S landbrugets vækstpris. Lige ledes var virksomheden nomineret tilbage i 2012.

Faktaboks

Skov A/S regnskab 17/18

(tal for 16/17 i parentes)

Omsætning 835 mio. kr. (683)

Resultat før skat og finansielle poster 107 (84)

Resultat efter skat 79 (64)

Balance 404 (357)

Egenkapital 273 (233)

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle