Dansk svineproduktion skrumper i omfang

For blot tredje gang siden år 2000 tyder udviklingen i år på, at svineproduktionen går tilbage i forhold til året før. Forklaringen skal findes i nedturen i 2018 med lave noteringer og en katastrofehøst.

Antallet af producerede grise i Danmark falder med cirka 200.000 styk i år, selv om de aktuelle noteringer på smågrise og slagtesvin og moderate foderomkostninger giver grundlag for meget solide dækningsbidrag.

Det er meldingen fra Landbrug & Fødevarer, som i en prognose forudser et fald i den samlede produktion målt i slagtesvin, eksporterede smågrise og avlsdyr til 32,52 mio. svin i år mod 2018-niveauet på 32,71 mio. svin.

Udviklingen vækker bekymring hos Erik Larsen, formand for Seges Svineproduktion.

»I slutningen af 2017 og i 2018 var økonomien dårlig i svineproduktionen. Bl.a. måtte en række soanlæg lukke, og det var ikke alle frivilligt. Det er ikke overraskende, at produktionen er faldet, men det er en bekymrende udvikling, at slagtesvineproduktionen falder så markant, som vi ser i øjeblikket«, siger han.

Akilleshæl i svinesektoren

Det er netop produktionen af slagtesvin, der er sektorens akilleshæl, hvis man ser på udviklingen over omfanget af dansk svineproduktion over tid. Her tegner der sig et tydeligt billede af, at flere og flere smågrise eksporteres til lande som Polen og Tyskland på bekostning af opfedning til slagtesvin i danske staldanlæg og siden slagtning.

I 2012 udgjorde produktionen 29,13 mio. svin fordelt på 19,43 mio. slagtesvin og 9,24 mio. smågrise, der blev sendt til eksport.

Syv år senere ser prognosen fra Landbrug & Fødevarer markant anderledes ud. Nu forventes 2019 at byde på 17,57 mio. slagtninger, og eksporten af smågrise er fortsat op til 14,65 mio. styk.

»Den dårlige høst i 2018 har for mange gjort, at de ikke har haft foder nok i siloen til at opfede deres grise til slagtesvin og har i stedet valgt at eksportere grisene. Nu ser økonomien markant bedre ud, og der står en fornuftig høst ude på markerne. De forhold vil gøre, at mange igen vælger at tage deres egne grise ind og begynder at opfede grise igen til slagtesvin«, siger Erik Larsen.

Hans udmelding stemmer overens med prognosen fra Landbrug & Fødevarer, der ser den mindste produktion af slagtesvin i andet kvartal og så en fremgang i både tredje og fjerde kvartal af 2019.

»Vi arbejder hele tiden på, at Danmark har en uændret eller større slagtesvineproduktion, fordi den skaber arbejdspladser og giver valutaindtjening til Danmark. Men det er den dårlige økonomi, vi ser konsekvenserne af i øjeblikket«, siger Erik Larsen, der har stort fokus på at vedligeholde slagtesvineproduktionen.

»Vi arbejder på, at vi i 2020 igen kan få en ny tilskudsordning til slagtesvinestalde, som vi har haft tidligere. Der er mange staldanlæg, der trænger til at blive renoveret, så vi igen kan få flere slagtesvin«, siger han.

Faktaboks

Eksportfænomenet

  • Eksporten af smågrise stiger år for år.
  • I år, hvor der er stor forskel på noteringerne for smågrise i Danmark og udlandet, er flere producenter tilbøjelige til at droppe opfedning i Danmark og i stedet sende grisene til udlandet.
  • Den aktuelle nedtur for slagtesvin skyldes dette fænomen og generel dårlig økonomi, der har lukket flere, samt elendig høst i 2018, der gør, at mange ikke har korn nok til at opfede deres grise til slagtesvin og i stedet vælger at sælge grisene som 30 kgs-grise til udlandet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle