De vil så gerne snart kunne fortælle den gode historie

Jens Chr. Mathiasen, mælkeproducent fra Givskud, ser frem til at skabe tillid til RYK - den landsdækkende registrerings- og ydelseskontrol, som han er blevet formand for

Efter tre "hårde år" gælder det nu om at se fremad. RYK-formand Jens Chr. Mathiasen, kvægbruger fra Givskud, fokuserer meget hellere på det fremtidige end på det fortidige. Ydelseskontrollen i malkekvægbruget har været gennem en turbolent periode. Hele 2006 var en pestilens. Rigtig træls. Et år hvor problemerne, fejl det ene sted, fejl det andet, i den grad gjorde arbejdet surt for såvel kvægbrugerne som de berørte medarbejdere. Nu gælder det det fremadrettede.

Efter valget til formand for RYK fornylig ser den 55-årige landmand fra det midtjyske det som en meget vigtig opgave at være med til at skabe tillid til RYK. Det skal bare fungere - hele ydelseskontrollen, fra stald til laboratorium og kvægdatabasen. Hele vejen rundt.

Overordnet drejer det sig om at eliminere fejlkilderne. Herunder ikke mindst at skabe sikkerhed omkring dataoverføring. For såvidt en banal konstatering. Alligevel ikke helt så ligetil. Har det vist sig.

Ny teknologi er her en central medspiller. Det gælder således de elektroniske mælkemålere. Via stregkoder på mælkeprøveglas og anden ny teknologi fjernes mange af fortidens fejlkilder.

Forskellige systemer

Men også på andre leder sker der fremskridt. Den ny RYK-formand peger på dette eksempel:

Mens der tidligere blev foretaget prøver på tre laboratorier, var prøvesystemerne forskellige fra laboratorium til laboratorium.

Det betød, at det ikke var uden problemer at flytte en besætning fra det ene laboratorium til det andet. Man kunne ikke bare skifte, systemerne var for forskellige.

Jens Chr. Mathiasen lægger heller ikke skjul på, at der i forbindelse med ejerskiftet på laboratoriet i Holstebro er indtruffet ændringer til det bedre. Steins er nu en del af det store Euro pæiske firma, Eurofins.

Tidligere var Steins i en årrække ejet af Mejeriforeningen. Om det siger RYK's formand:

"Efterfølgende kan man i det hele taget godt diskutere det hensigtsmæssige i, at Mejeriforeningen stod som ejer af det laboratorium som analyserede mælken."

Vi vender tilbage til værdien af datasikkerhed, sikkerhed vedrørende de mange prøver der tages som led i bekæmpelse/forebyggelse af paratuberkulose og Salmonella Dublin.

Her kan man benytte ydelseskontrollens prøver fra enkeltkøer til at afdække omfanget af disse to sygdomme i besætningerne. Det ville ikke kunne lade sig gøre uden ny teknik og stregkodeprøver.

I den forbindelse tilføjer Jens Chr. Mathiasen, at paratuberkulose-projektet har tilmeldt over 1100 besætninger.

"At bruge ydelseskontrollens prøver til dette formål viser, at vi kan få meget mere ud af prøverne. Udtagning og transport er betalt én gang. Så resten er op til, hvilke behov og laboratoriemuligheder der findes. Det kunne næppe være løst ved at bevare alle tre laboratorier."

Udgangspunktet

Hele RYK-organisationen er kommet op at stå med udgangspunkt i de regionale kvægfaglige udvalg og ydelseskontrolforeninger. Ikke mindst Syd- og Vestjylland stillede sig kritiske over for RYK-modellen, blandt andet med henvisning til, at de allerede havde foretaget de rationaliseringer, som RYK stod foran. Omkostninger havde de ligeledes godt styr på. Eget laboratorium havde de også i både Vojens og Varde.

Forskelligheder fra egn til egn var i det hele taget svære hurdler for dannelsen af RYK.

"Her i området - Kolding-Brørup-Give - tilsluttede vi os ud fra en ide om, at der lå nogle perspektiver i at være fælles på landsplan," siger Jens Chr. Mathiasen. "Skulle modellen ha' en chance, forudsatte det bred opbakning. Det lykkedes, men "fødslen" var mere kompliceret end som så."

Det er RYK-formandens inderlige håb, at den problematiske opstartfase omsider er blevet fortid. Sammen med direktør Niels Henning Nielsen består udfordringen nu i at gelejde RYK sikkert videre. Drage nytte af teknologiens redskaber. Til gavn for dansk kvægbrug. Fortælle "den gode historie" - uden den straks efter bliver overskygget af 10 dårlige.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle