Det mener andre landes mælkeproducenter om Arla-aftalen

Herhjemme har LDM været stærkt kritisk over for Arlas nye leverandøraftale. I andre lande kigger de også på paragrafferne.

Det er ikke kun Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, der er kritisk over for aftalen, som Arla den sidste måneds tid har forsøgt at få sine andelshavere i ind- og udland til at skrive under.

Leverandøraftalen, der er et juridisk dokument, vil fremover regulere en rettigheder og pligter hos andelshaverne i mejeriselskabet. Ifølge mejeriselskabets egen udmelding er aftalen skabt, fordi man ønsker at digitalisere sine aftaler med medlemmerne, frem for at have dem liggende på papir og der er ikke noget nyt i aftalerne. 

Men flere kritiske røster har siden aftalen blev udsendt tilbage i februar kritiseret aftalen for at stille mælkeproducenterne markant ringere end tidligere.

Hos LDM er man gået så langt, at man direkte fraråder sine medlemmer at underskrive aftalen. Og torsdag aften holdt man møde i Agerskov, hvor to advokater med kendskab til landbrug, direkte frarådede landmænd at underskrive - og til at trække underskrifter tilbage, hvis man allerede har skrevet under.

Hos de svenske mælkeproducenter i Sveriges Mjölkbönder er man ifølge ordførende formand Stefan Gård fortsat ved at se på aftalen og er altså endnu ikke kommet frem til en anbefaling til medlemmerne.

Det samme gælder for den tyske forening, BDM, Bundesverband Deutsche Milchviehhalter. Her er man dog noget forsigtige med at udtale sig - under henvisning til, at Arla har truet med, at man kan blive smidt ud som landmand, hvis man ikke underskriver eller hvis man fremover taler om selskabet offentligt.

"Det er lidt af et problem, vi har talt med flere kritiske Arla-ejere. Men de er bange for at tale om det, for de ønsker ikke at miste deres kontrakt", fortæller en medarbejder i BDM.

"Du kan skrive, at vi ser ændringerne som et problem. Ændringerne gavner udelukkende selskabet. Vi har ikke besluttet en officiel holdning endnu. Men hvis det var mig, ville jeg ikke skrive under", siger han.

Ingen væsentlige problemer

Ifølge flere meldinger fra Arla stammer det mest kritiserede punkt i aftalen, nemlig fortrolighedsklausulen, fra England, hvor den slags er mere normalt end i Danmark og Sverige.

I England har man da heller ikke identificeret aftalen som et problem, fortæller National Farmers Unions afdeling for mejeri.

"Nogle af vores medlemmer har kontaktet os med deres bekymringer over kontrakten og vi er ved at gennemgå den ud fra et juridisk synspunkt, men indtil videre ser vi ikke nogen væsentlige problemer", skriver James Osman, chefrådgiver på mejeriområdet i National Farmers Union i en skriftlig tilbagemelding.

"Ultimativt er det op til den enkelte, om de vil underskrive kontrakten, og de skal i givet fald kontakte deres Arla-repræsentanter med deres bekymringer. Vi rådgiver ikke vores medlemmer til hverken det ene eller det andet (skrive under eller ej, red.) på nuværende tidspunkt, det er op til dem selv at tage en beslutning", lyder det.

Arla har indkaldt til møde med sine ejere på tirsdag 9. april for at drøfte aftalens indhold. Samtidg beklagede man at et følgebrev, der kunne læses som en trussel om udmeldelse, hvis man ikke skrev under på aftalen før 1. maj.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle