DLG: Aktuel hedebølge skaber nervøsitet på kornmarkederne

Den aktuelle hedebølge tværs over Europa får nervøsiteten på kornmarkederne til at brede sig.

Det skriver DLG i sin seneste kornkommentar som udkom i weekenden. 

Matif var igen meget volatil og torsdag blev der handlet i et interval på 14,00 euro mellem højeste og laveste notering, mens der om onsdagen blev handlet i interval på 11,00 euro. Noteringerne for hvede lukkede 2,00-4,00 euro lavere, skriver DLG. 

Det mest bemærkelsesværdige er forskellen mellem september og december som torsdag lukkede 12,00 euro højere på september.

Noteringerne for majs handlede hele dagen i pæne plusser og sluttede dagen i plus10,00 euro for ny høst og testede højeste notering i fire uger for både gammel og ny høst. Det er markant større stigning end for hvede og dermed indsnævres eller reduceres den meget store økonomiske attraktion som majs de seneste par måneder har været i foderrecepterne, ,skriver DLG. 

Tabel: DLG

 

Kornkorridor i sigte

Flere og flere begynder at tro på, at der oprettes en eksportkorridor for ukrainske afgrøder, og at aftalen kan opnås allerede i denne uge. DLG ser det som positivt og håber på et bæredygtigt resultat fra dennes uges forhandlinger og krydser fingre.

Når en aftale er på plads, må vi antage, at en del reparationsarbejde på beskadigede faciliteter i havnene skal udføres, samt at den pågældende sejlrute skal ryddes for miner.

Den sidste uges tid er der rapporteret om afskibning af ukrainsk korn fra Russiske havne, korn der omtales som stjålet, som i givet fald bliver betragtet som krigsforbrydelser.

Vejret, høsten og fysiske markeder

I Frankrig er ca. 41 procent af vårbyggen i hus, vinterhvede 50 procent mens over 90 procent af vinterbyggen er inde. Samlet tegner den franske høst til at blive syv procent mindre end sidste år. Det franske landbrugsministerium vurder at 64 procent af den resterende hvede konditionsmæssigt ligger i de to bedste kategorier mod 63 procent i forrige uge, samtidig skønner ministeriet at 83 procent af majsen ligger i de to bedste kategorier mod 84 procent i forrige uge. Plantetilstanden for vårbyg skønnes uforandret til 51 procent i de to bedste kategorier.

I Tyskland er høsten godt i gang, særligt det østlige Tyskland, hvor vinterbyg er næsten færdig. Kvaliteterne er flotte med kilo pr. hektorliter 64/65 og udbytterne markant bedre end sidste år. I Midttyskland høster man alle afgrøder og her er avlerne meget tilfredse.

Baltikum ser frem til en lidt senere høst. Grundlæggende har de høje gødningspriser givet bekymringer for det høje protein i brødhvederne, som denne oprindelse ellers er verdenskendt for. De seneste uger har handlen været mere optimistisk. Et kraftigt regnvejr passerer igennem det centrale Litauen, Letland og Estland. Dette frontsystem der forventes at vare to uger startede mandag (uge 28 red.).  Allerede tirsdag/onsdag i uge 28 har bygerne været så kraftige at det har givet en del lejesæd, der skønnes at være på 18-20 procent af den samlede hvedehøst i Litauen, og dermed en kvalitetsrisiko for en lille million tons hvede.

Tørt og varmt i USA

USA ser frem til varmt og tørt vejr de kommende to uger. Vel at mærke to uger lige midt i majsens bestøvningsfase, der sædvanligvis er en kritisk periode. Argentina har høstet ca. 58 procent af majsen mod 62 procent på samme tid sidste år og 70 procent i gennemsnit de sidste fem år. Udbytter har de sidste par uger været stigende og er nu rapporteret til 7,06 ton pr. hektar og ligger nu på den pæne side af de 6,96 ton pr. hektar der p.t. ligger til grund for landets samlede høstprognose på 49 millioner tons majs.

Faktaboks

Ansvarsfraskrivelse 

”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.” 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle