DLG-formand: Succeser i udlandet sikrer investeringer i Danmark

Langt størstedelen af de penge, vi har brugt på investeringer i Danmark, har vi tjent i udlandet, skriver bestyrelsesformand i denne kronik.

Af Niels Dengsø Jensen, bestyrelsesformand i DLG

I en kronik i Landbrugsavisen lørdag 15. april 2023 opfordrer Jørgen L. Tørnæs som formand for LBBL andelsselskaberne til at frasælge udenlandske aktiviteter for i stedet at geninvestere dem i Danmark.

Jørgen L. Tørnæs begrunder sin opfordring med, at dansk landbrug står ved en skillevej og skriver følgende: ’Andelsselskaberne er ret beset ikke sat i verden for at lave forretninger i udlandet, som ikke har afgørende betydning for deres medlemmer. De er derimod sat i verden for at håndtere de problemstillinger, som vi danske landmænd bedst løfter i flok’.

Jeg er enig i dele af Jørgen L. Tørnæs´ udlægning. Selvfølgelig skal alle de aktiviteter, som andelsselskaberne har i ind- og udland, skabe værdi for ejerne – de danske landmænd. Og det gør de.

I DLG bidrager vores udenlandske aktiviteter væsentligt til vores forretning, og det er netop bredden i vores forretning, der giver os den finansielle styrke til at investere i vores danske hjemmemarked og den grønne omstilling.

I de seneste år har vi moderniseret vores fabrikker, udvidet flere modtagepladser til landbrugets afgrøder i høsten, forsket i og udviklet nye og bedre foderløsninger, investeret i alternative proteinkilder, bygget et nyt logistikcenter i Taulov for en bedre kundeoplevelse og en stor havneterminal i Masnedø.

Langt størstedelen af de penge, vi har brugt på investeringer i Danmark, har vi tjent i udlandet.

Kapitalen kommer blandt andet fra vores byggemarkedsforretning, som er en integreret del af vores tyske energi- og landbrugsforretning. I 2022 tegnede aktiviteterne i vores byggemarkeder sig for 8 procent af DLG-koncernens omsætning, men hele 22 procent af koncernens samlede indtjening. Samlet set stammer tre fjerdedele af DLGs samlede indtjening fra de udenlandske selskaber.

Dermed bidrog de udenlandske aktiviteter med markante resultater til DLGs bedste regnskab nogensinde i 2022, hvor DLG også overskudsdeklarerede et rekordstort beløb på 252 millioner kroner til ejerne. For at sætte tingene i relief er dét beløb større end de penge, DLG tjener på den danske grovvareforretning.

Vi har gennem de seneste år set, hvordan andre europæiske virksomheder i vores branche, der har fokuseret snævert, er blevet udfordret af netop den årsag. For i en så volatil branche, som landbruget er, har DLG brug for flere stærke ben at stå på, så du ikke vælter, når vinden blæser imod dig.

Det vil være en farlig vej at bevæge sig ned ad, hvis vi begynder at sælge de mest rentable dele af vores internationale forretning fra. Det vil give en indtægt på kort sigt, men på lidt længere sigt vil

det betyde, at vi har frasolgt de dele af vores forretning, der giver os kapitalen til at investere i fremtiden. Derfor bliver det ikke den vej, vi kommer til at gå.

Vi er på ingen måde færdige med at investere i Danmark, og det kommer, også i fremtiden, til at være på kapital tjent i udlandet. Det er sådan, DLG fungerer i dag og i morgen – med danske rødder og international styrke.

Derfor er svaret til Jørgen L. Tørnæs også, at udenlandske aktiviteter og investeringer i dansk landbrug og den grønne omstilling ikke er hinandens modsætninger. Tværtimod.

Dansk landbrugs internationale styrke en forudsætning for, at vi også i fremtiden har et erhverv, som er et foregangsland i den globale fødevareproduktion og i landbrugets grønne omstilling.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle