DLG: Høsten tegner til at blive lille, men normal

I den seneste Markedsorientering for korn vurderer DLG at høsten i verden tegner til at blive i den mindre ende af spektret, men inden for normalen.

Af Niels Vesterlund, Senior Trader, DLG

Siden de første prognoser for det høstår, der lige er startet, udkom i foråret, har denne sæson tegnet til at blive en fin balance mellem udbud og efterspørgsel. I de kommende 4-6 uger vil facit vise sig, i hvert fald for den nordlige halvkugle, hvor høsten nu er i gang. I skrivende stund tegner den på vore breddegrader til at blive ”en lille men almindelig høst”.

Stor høst i spanien

Spanien er færdighøstet med 23,7 mio ts mod 25,4 mio ts sidste år, og selvom den samlede produktion er blevet mindre, er det alt i alt en stor høst for Spanien, der ”normalt” høster 17/18 mio ts. Det er særligt byg og havre, der har produceret bedst, og det ser ud til, at eksport af disse to afgrøder kan blive relevant hen over efteråret.

Varierende kvalitet i Frankrig

Alt vinterbyg er indhøstet i gode kvaliteter, god rumvægt og lave proteiner. Vinterhvede er indhøstet med ca. 50 procent, men i varierende kvaliteter, og den sidste uges tid har vejrmæssigt været meget ustabil. Vårhvede er ca. 12 procent inde også i gode kvaliteter. 

Skuffende vinterbyg i Tyskland

Høsten af vinterbyg er færdig med lidt skuffende rumvægt. Vinterhvede er kun lige begyndt. De forfærdelige vandskader i det vestlige Tyskland omfatter ca. 200.000 ha landbrugsjord, hvor afgrøderne naturligvis er ramt af uvejret, men skadeomfanget er ukendt.

Langsomt i gang i Baltikum

Polen og Baltikum er langsomt kommet i gang, og også her er de første partier lidt tvangsmodnet og med lav rumvægt.

- I Baltikum er ca. fem procent af hveden indhøstet. Også her er man startet med lave kg/hl på 72/73 i hveden, og det har man relativt hurtigt solgt ud for at kunne separere de bedre kvaliteter.

Vinterbyg i hus i Danmark

I Danmark er vinterbyggen i hus med acceptabel rumvægt. Både hvede og vårbyg er så små gået i gang, rumvægt og proteiner virker acceptable, mens foldudbytterne så vidt virker lidt lav.

I Ukraine er ca. 50 procent af vinterbyggen indhøstet med gode foldudbytter på 4,18 ts/ha, og gode kvaliteter, men hvederne kun er ca. 30 procent i hus.

Rusland: Høsten i områderne tættest på Sortehavet er rapporteret fin, mens den er varierende i det centrale Rusland.

Tørke i USA

Nordvestlige USA/Canada og ramt af tørt vejr. Det har helt klart været værst i Dakota-staterne og det vestlige Canada, hvor tørken omtales som den værste siden 1988.
De kommende uger bliver meget spændende, og USDA's næste prognose for udbud og efterspørgsel, der udkommer den 12. august, giver måske nogle fingerpeg.
 


 

Faktaboks

Ansvarsfraskrivelse

”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.”

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle