DMI: Der er chance for regn i weekenden

Der kommer regn i weekenden, lover DMI, men så vender det tørre vejr også tilbage igen i næste uge.

Det varme vejr fortsætter, og de næste 7 - 10 dage er der fortsat sommerdage på programmet.

Det bliver nemlig relativ stille i vejret og med dagstemperaturer på 20 - 25 grader, og nogle dage endda endnu varmere. Ved kysterne med pålandsvind bliver temperaturerne dog lidt lavere.

Det fortæller Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

"Og der er ikke så meget vind. Solen skaber lidt omrøring, men det er ikke meget".

Det ser dog ud til, at der er vand på vej til de tørstige marker. Frem mod weekenden nærmer et lavtryk sig, og det kan i slutningen af ugen give mere ustadigt vejr med byger.

"Det er tørt i dag, i morgen og torsdag, men så begynder vejret at blive mere usikkert, og vi er ret sikre på, at der kommer regn fredag. Også lørdag og søndag kommer der regn", siger Bolette Brødsgaard.

Mindst til Nordjylland og Bornholm 

Det vil dog variere hvor meget vand de enkelte landsdele får. 

"Der vil falde mellem 5 - 20 mm, hvilket er et ret stort spænd, men det er fordi det er frontzoner, der kommer til at ligge og bølge hen over landet", siger Bolette Brødsgaard.

"Der kommer mindst i Nordjylland og på Bornholm. De andre steder falder der nok mellem 10-15 mm. Men der kommer også perioder med sol i weekenden, det bliver ikke helt gråt og overskyet hele tiden", siger meteorologen.

Med de høje temperaturer, som fortsætter trods regnvejret kan også betyde tordenbyger. Efter weekenden ser det dog ud til at det tørre vejr vender tilbage.

"Det er kun lige i weekenden, at vi kan forvente lidt nedbør og så er det tilbage til varmt og tørt indtil torsdag i næste uge".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle