DN med i stor EU-kampagne mod glyphosat

Det næste års tid vil grønne organisationer fra hele Europa forsøge at indsamle underskrifter mod aktivstoffet glyphosat og pesticideanvendelse generelt.

EU-Kommissionen oplyser i en pressemeddelelse, at de har besluttet at oprette et borgerinitiativ, hvor organisationer kan indhente underskrifter mod brugen af glyfosat i Europa.

Kampagnen beder borgere skrive under på, at de ønsker at EU-Kommissionen "foreslår for medlemslandene at indføre et forbud mod glyphosat, reformere pesticidegodkendelsesproceduren og indføre EU-krav om reduktion af pesticidforbruget."

Et borgerinitiativ er en relativt ny opfindelse i EU. Med Lissabon-traktaten får borgere mulighed for at indstille til EU-Kommissionen, at den skal oprette et borgerinitiativ.

En række organisationer - heriblandt Danmarks Naturfredningsforening - står bag kampagnen. Også Greenpeace er med.

Såfremt organisationerne når at indhente en million underskrifter i løbet af et år, er EU-Kommissionen forpligtet til at forholde sig til kravet. De behøver dog ikke følge opfordringen, men skal begrunde beslutningen.

Underskriftsindsamlingen i sig selv er altså ikke et magtfuldt instrument, men bruges af organisationer som fundament for kampagner, der skal vende folkestemningen.

Underskriftsindsamlingen starter om to uger og løber et år frem.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle