Dræning - derfor skal det gøres

Specialkonsulent i Seges slår på, at dræning er et grundvilkår for fødevareproduktion.

Dræning af markerne er og bliver et grundvilkår for fødevareproduktionen, og det kan ikke understreges tit nok.

Det mener i hvert fald specialkonsulent i Seges, Planter & Miljø, Janne Aalborg Nielsen, som arbejder med dræningens betydning for planteproduktionen. Netop nu skønner hun, at behovet for omdræning i dag ligger på 27.000 hektar pr. år, hvilket faktisk er højere end tidligere anslået. Det skyldes, at den tidligere forventede levetid for et dræn blandt eksperterne er blevet nedjusteret.

»Det betyder, at der er et efterslæb på dræningen, for så meget bliver der slet ikke drænet årligt. Og det koster udbytte for landmændene,« siger Janne Aalborg Nielsen, der kommer ind på dræningens mange fordele - eller rettere den store vigtighed af at dræne.

»Dræning giver mulighed for bedre rodudvikling og dermed bedre næringsstofoptagelse og heraf højere udbytte. Det fremmer afstrømningen af overskudsvand, og herved opnås en forbedret bæreevne og en mere ensartet afvanding. Endelig giver det et mere frit afgrødevalg, mulighed for rettidig såning, hensigtsmæssig jordbearbejdning og ukrudtsbekæmpelse og en ubesværet høst,« siger specialkonsulenten.

»Dræning er primært noget, som foregår under jorden, og det gør faktisk også, at det er relativt nemt at glemme vigtigheden heraf, indtil man ser vandet på marken. Men udbyttetabet indtræffer langt tidligere, end når man kan se vandet på jordoverfladen,« siger hun.

Gammel disciplin

Janne Aalborg slår også på, at både danske og udenlandske forsøg kan fremvise et merudbytte på i hvert fald 10-25 procent ved god afvanding.

»Ja, dræning er en gammelkendt disciplin i landbruget, men meget synes at være gået i glemmebogen. Men dræningen er et grundvilkår for at dyrke cirka 50 procent af landbrugsarealet i Danmark. Det er nemlig cirka halvdelen af landbrugsarealet, der har behov for dræning,« siger Janne Aalborg Nielsen.

Janne Aalborg Nielsen er, sammen med mange aktører på området, på vej med en ny publikation, Dansk Markdræningsguide, en håndbog som inden længe er klar på Landbrugsinfo.

Faktaboks

Dansk Markdræningsguide

  • Offentliggøres inden længe på Landbrugsinfo
  • Kommer til at indeholde emner som baggrund, materialer, metoder, kort og lovgivning
  • Danske Maskinstationer og Entreprenører er på vej med spørgeundersøgelse om dræning

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle