Ekspertgruppe: Støtte til Fonden for Plantebaserede Fødevarer bør fjernes

Regeringen vil finde to milliarder ved at skære i erhvervsstøtten. Ekspertgruppe anbefaler nu vejene dertil.

58 erhvervsstøtteordninger bør helt eller delvist fjernes.

Det vil spare 2,3 milliarder kroner, vurderer en ekspertgruppe, som netop har overleveret sine anbefalinger til regeringen.

SVM-regeringen har i sit regeringsgrundlag varslet, at der skal spares to milliarder kroner på erhvervsstøtten.

Ekspertgruppen anbefaler blandt andet at fjerne eller overveje at fjerne skattefritagelsen for løn ved arbejde om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

Desuden kan der findes penge ved at fjerne en række erhvervsstøtteordninger i forbindelse med eksport- og investeringsfremme. 

Også erhvervsstøtte til Fonden for Plantebaserede Fødevarer og Wonderful Copenhagen kan fjernes, skriver gruppen i rapporten. 

De ordninger, der anbefales fjernet, er primært ordninger med et formål om at opnå en bedre samfundsøkonomi. Anbefalingerne går i mindre grad på ordninger rettet mod blandt andet klimamål.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil nu drøfte anbefalingerne med Folketingets partier i den kommende tid. Det siger han i en pressemeddelelse.

- Regeringen har endnu ikke taget stilling til arbejdsgruppens anbefalinger. Vi vil nu læse rapporten grundigt igennem, og vil i den kommende tid indkalde Folketingets partier til drøftelser om ekspertgruppens anbefalinger, udtaler han.

Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at der skal etableres et nyt erhvervsstøttesystem med nye prioriteringer for blandt andet at kunne nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af virksomheder. 

Omlægningen af erhvervsstøtten skal øge beskæftigelsen med 4000 personer.

I grundlaget skrives det, at ændringerne netop skal ske på baggrund af ekspertgruppens rapport.

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle