Energikrisen kan give biogas folkeligt og politisk gennembrud

"Jeg tror, alle kan forstå, at det her er en vigtig sag for Danmark", siger Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark. Udbygningen af biogas bliver alt andet lige til stor glæde for landbruget, vurderer han.

Biogas Danmark har meldt ud, at biogas kan opfylde hele Danmarks gasbehov om fem år. Er det realistisk?

Ja, det er det, i 2027. Det kræver, at vi sætter tempoet i udbygningen op, og at man fremrykker de puljer, der er sat af fra 2025 til 2030. Det er ganske gratis for politikerne, for pengene udbetales ikke, så længe gasprisen er høj. Og ingen forestiller sig jo, at vi får lave gaspriser de første to, tre, måske fire år.

Gratis? Men ikke for de stakkels forbrugere?

Nej, det er klart. Gasprisen følger markedsprisen.

Ukraine- og energikrisen har skærpet fokus på udbygning af biogas, men lokalt er der ofte modstand. Vil det ændre sig nu?

Ja, det tror jeg. Både hos lokalpolitikere og naboer tror jeg, at alle kan forstå, at det her er en vigtig sag for Danmark. At vi skal producere så meget gas som overhovedet muligt.

Hvad vil udviklingen betyde for landmænd, som leverer gylle og halm til biogasanlæggene?

Jeg har en forventning om, at der meget snart kommer en aftale på plads mellem leverandørerne og de store biogasselskaber om afregningen.

Hvad vil det betyde?

Så vil vi alle trække på samme hammel og så vil alle have en interesse i at levere mest muligt biomasse. Samtidig kan vi glæde os over, at biogas er det eneste, der kan skaffe meget hurtige klimareduktioner i hele fødevaresektoren. Det er der behov for - vi har bl.a. nogle store andelsselskaber, som skal nå nogle meget høje klimamål. Så kan vi altid diskutere, hvad man betaler for klimakreditterne og hvordan de placeres. Den her udvikling af biogas bliver til stor glæde for hele landbruget, fødevaresektoren generelt og for leverandører af halm, gylle og anden biomasse.

Er der biomasse nok?

Vi har rigeligt - Syddansk Universitet har beregnet, at der er biomasser til at producere 94 petajoule - vi regner med, der er behov for 50-60 petajoule.

Men biogasselskaberne annoncerer næsten desperat efter biomasse?

Der er steder, hvor der er en konflikt mellem leverandører og anlægsejere. Det håber jeg som sagt kommer på plads inden ret længe, så alle vil levere mest muligt. Der skal noget, der ligner dobbelt så meget husdyrgødning i biogasanlæggene, som i dag, for at leve op til de mål, vi taler om.

Hvor meget er det?

I dag er det 27-28 procent af husdyrgødningen, som kører over et biogasanlæg. Men vi skal ikke ud i alle kroge for at få al gyllen med. De næste store mængder biomasse til biogas, vi taler om, er halm, som forarbejdes, så den bliver nemmere for bakterierne i agtertanken at æde og dermed nemmere at afgasse. Det er også efterafgrøder og slætgræs, og det er biomasser fra udtagne lavbunds- og naturarealer. Det er oplagt at give græsset på lavbundsjordene en smule kvælstofgødning - så får vi et flot materiale til biogasanlæggene.

Der er også en fødevarekrise. Biogassektoren vil bruge majs i den kommende fyringssæson. Er det ikke et dilemma?

Vi blev bedt om et hurtigt bud på, hvordan vi lynhurtigt kunne øge biogasproduktionen med 50 procent. Siden er snakken om fødevarekrisen kommet. Vi ved godt, energiafgrøder er på vej ud og det accepterer vi.

Så du ser ingen konflikt mellem fødevarekrise og biogasproduktion?

Nej, vi kan sagtens øge fødevareproduktionen og samtidig nå vores mål inden for biogas. De seneste meldinger fra EU går jo også på, at nu handler det om at få alle brakarealer ind i produktion igen - og måske i en periode stoppe, hvad vi sætter af til naturarealer.

Så du vurderer, at CAP-reformen skal genovervejes?

Ja, det har EUs kommissær Frans Timmermans lige lagt op til. Der skal findes nogle anderledes og midlertidige løsninger, så vi kan løse både manglen på korn og manglen på energi. Men det bliver ikke en konkurrence mellem os i biogasbranchen og fødevarer. Vi skal nok finde de alternative biomasser.

Men i konkurrence med naturen?

Ja, det kan det blive. Men udtagning af lavbundsarealer går fint i spænd med biogassen

Hvorfor skal almindelige danskere egentlig skrotte deres naturgasfyr, hvis der er grøn biogas i naturgasnettet?

I biogassektoren vælger vi vores kampe med omhu - jeg ville ønske, el-sektoren gjorde det samme. Det er i den private opvarmning, at el nemmest kan gå ind og erstatte naturgas. Til gengæld er el håbløst til den tunge industri, sukkerfabrikkerne o.l. med de temperaturer, der arbejdes med der. Der skal vi bruge biogassen. Og så i den tunge transport. Men jeg kan godt forstå, hvis folk undrer sig.

Faktaboks

Landbruget leverer: Øget fokus på biogas

  • Biogas produceret på landbrugets biomasser leverer svar både på landbrugets klimaudfordringer og på Europas ønsker om uafhængighed af russisk gas.
  • Det siger Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark, ’brancheorganisationen for alle med interesse i biogas’.
  • Kernemedlemmer i foreningen er de tre store biogasselskaber Nature Energy, Bigadan og E.ON Danmark. L&F er A-medlem.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle