Esben Lunde nedsætter 'økologisk erhvervsteam'

Et nyt økologisk erhvervsteam skal sikre fortsæt vækst for økologien.

"Selvom økologien har gode dage i Danmark og salget brager derudad, skal vi ikke hvile på laurbærrene. Derfor nedsætter jeg et økologisk erhvervsteam til at se på, hvordan økologierhvervet kan blive bedre rustet til at øge råvaregrundlaget og afsætningen inden for rammerne af en markedsdrevet udvikling af økologien."

Sådan siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse om erhvervsteamet, der sparkes i gang i dag med et et økologisk rundbordsarrangement, hvor en bred skare af repræsentanter fra økologisektoren vil deltage.

Direktør i Friland, Henrik Biilmann, er udnævnt til formand for erhvervsteamet.

"Jeg glæder mig til arbejdet i det økologiske erhvervsteam. Jeg er sikker på, at det økologiske erhvervsteam vil komme med gode ideer og anbefalinger til, hvordan vi kan udvikle økologien og møde fremtidens udfordringer, så både forbrugerne og erhvervet bliver tilfredse”, siger Henrik Biilmann.

Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, roser valget af Henrik Biilmann som formand.

"Det er et rigtig godt signal fra ministeriet, at de har valgt Henrik Biilmann, som er ansvarlig for at sælge rigtig mange kilo økologisk kød hver eneste dag – både i Danmark og udlandet. Lige nu lægger mange landmænd om til økologi og derfor er det vigtigt at vi har fokus på afsætningen, så de kan få solgt deres varer," siger Hans Erik Jørgensen i en kommentar.

"Henrik Biilmann har et stort kendskab til de udfordringer der gælder, når man skal fremme økologien på markedsvilkår og vi ved fra hans indsats i L&F's virksomhedsforum for økologi, at han er meget engageret i at være med til at sikre fremdrift for økologien i Danmark," siger Hans Erik Jørgensen.

Det økologiske erhvervsteam vil blive nedsat efter rundbordsmødet og arbejdet forventes afsluttet i starten af 2017. Det økologiske erhvervsteam er del af fødevare- og landbrugspakken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle