EU-ansøgninger kom i hus til tiden - men uløste IT-problemer spøger

Selvom EU-ansøgninger kom i hus til tiden, er forløbet er ikke noget at skrive hjem om, mener Landbrug & Fødevarer.

Ansøgningsrunden for EU-tilskud er nu overstået og med hiv og sving, og en forlængelse af fristen på 14 dage, lykkedes det at få godt og vel 37.000 ansøgninger i hus inden fristudløb 1. maj.

Det svarer til det antal, Landbrugsstyrelsen havde forventet.

Alligevel er Landbrug & Fødevarer ikke tilfreds, for især i den sidste del af ansøgningsrunden var der store problemer med mange IT-nedbrud og fejl i systemerne.

"I Landbrug & Fødevarer synes vi simpelthen ikke, det er godt nok", hedder det i et nyhedsbrev fra organisationen, som kræver ’markante forbedringer af IT-systemerne’ og tilhørende ressourcer, som kan gøre det muligt.

Vil Evaluere runden

I Landbrugsstyrelsen oplyser enhedschef Jesper Loldrup i en mail, at Landbrugsstyrelsen nu iværksætter en evaluering af ansøgningsrunden "med henblik på at sikre en bedre afvikling af fremtidige ansøgningsrunder".

I hus før frist

"Vi forventede, at der ville komme omkring 37.000 ansøgninger. Det nåede vi over, inden fristen udløb", skriver Jesper Loldrup.

"Vi ved, at konsulenter og landmænd har knoklet for at nå det, og at vores IT-system har udfordret dem – særligt i den sidste del af den forlængede ansøgningsrunde".

Jesper Loldrup minder om, at konsulenter og landmænd nu kan indsende ændringer til og med den 26. maj.

Og: "hvis man ikke nåede at indsende fællesskemaet, kan man sende det forsinket ind til os frem til den 26. maj".

Fejl består

Landbrug & Fødevarer påpeger, at der fortsat er uløste problemer med fejl i Landbrugsstyrelsens systemer vedrørende betalingsrettigheder, og at en række sager er blokerede for overdragelse af betalingsrettigheder som følge af en række genoptagelsessager.

"Det betyder, at der blandt landbrugskonsulenterne er meget lidt tiltro til, at det er muligt at stole på de oplysninger om betalingsrettigheder, der kan trækkes i Tast selv-service", skriver L&F.

"Det mener vi er meget bekymrende".

"Ingen må komme i klemme"

Derfor lægger Landbrug & Fødevarer nu pres på Landbrugsstyrelsen for at sikre, at ingen landmænd kommer i klemme som følge af de problemer, der er med Landbrugsstyrelsens systemer.

Faktaboks

Status for ansøgninger den 1. maj

  • Der blev indgivet 37.028 ansøgninger i fællesskemaet.
  • Der blev indgivet 28.784 ansøgninger vedr. gødningskvote og efterafgrøder.
  • 4. maj var der udbetalt knap 80 pct. af sagerne vedrørende økologiske arealtilskud (udbetalte sager: 2.751).
  • På ordningen for plejegræs (naturpleje) forventer Landbrugsstyrelsen, at udbetalingerne begynder ’medio maj¨.

Kilde: Landbrugsstyrelsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle