Eurovision frygtede at dyreaktivister ville hævne Marius

Frygtede dyreaktivister.

Der var så ringe sikkerhed under Eurovision i København, at sikkerhedsrådgiveren for EBU, der ejer showet, en måned før skrev en redegørelse mærket ‘security concern’.

Redegørelsen, som blev sendt til den internationale Eurovision-chef Jon Ola Sand den 31. marts og som metroxpress har fået fat i, peger på en række alvorlige sikkerhedsproblemer. Ifølge dokumentet er Eurovision ‘med over 100 millioner seere hvad vi kalder et blødt mål for en hvilken som helst terrorhandling.’

Desuden blev det påpeget, at man ikke havde en evakueringsplan for de 16.556 kvadratmeter telte ved ‘hård storm’.

Endelig frygtede man, at ‘offentlighedens reaktion på de seneste handlinger i Københavns Zoo (drab af en giraf i februar og fire løver i marts) gør, at dyreaktivister måske vil bruge Eurovision som en platform.’

I en e-mail skriver DR, at man delte bekymringen.

‘DR tog naturligvis sikkerheden ved ESC 2014 overordentligt alvorligt, og vi delte EBU’s bekymring på det pågældende tidspunkt. Derfor var vi også tilfredse med, at København fandt løsninger på sikkerhedsudfordringerne,’ oplyser grand-prix-chef Pernille Gaardbo.

DR skrev et brev til Wonderful Copenhagen om sikkerheden, som man mente kunne aflyse showet.

Blandt andet fandt sikkerhedschefen det problematisk, at man endnu ikke havde et budget, og at man planlagde at bruge frivillige til sikkerhedsopgaver, som ikke havde den ‘fornødne erfaring, professionalisme og træning’ til at vide, hvordan de skulle handle ved ‘vold og evakueringer’.

I en e-mail skriver Wonderful Copenhagen, at man med ‘relevante myndigheder arbejdede tæt sammen om en lang række sikkerhedsscenarier’.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle