EU's folkevalgte vil have glyphosat udfaset

EU-Parlamentet forsøger at presse EU's medlemslande til at udfase brugen af glyphosat. Det er i sidste ende EU's medlemslande, der bestemmer.

Beslutningen ligger hos EU's medlemslande.

Men nu - en dag inden et vigtigt udvalgsmøde - forsøger de direkte folkevalgte i EU-Parlamentet at påvirke debatten.

I en resolution vedtaget på ugens plenarsamling i Strasbourg foreslår de, at aktivstoffet glyphosat skal få en fornyet godkendelse, men på lånt tid. I deres øjne burde glyphosat, som anvendes i Roundup, være forbudt fra december 2022.

Derudover foreslår EU-Parlamentet, at stoffet allerede fra nu forbydes til brug i private haver.

Den ikke-bindende beslutning blev vedtaget med 355 stemmer for og 204 imod. 111 undlod at stemme.

EU’s medlemslande ventes at stemme onsdag om EU-Kommissionens forslag om at forny tilladelsen til glyphosat. Det sker i et udvalg. Tidligere har EU-Kommissionen foreslået 10 års forlængelse, selvom 15 år er normalen. Inden et tidligere udvalgsmøde trak de dog forslaget, fordi EU-Kommissionen var usikre på, om medlemslandene vil stemme det igennem.

De seneste dage har EU's to største medlemslande, Frankrig og Tyskland, foreslået kortere godkendelse, eksempelvis på tre år. Frankrigs miljøminister Nicholas Hulot har foreslået, at perioden skal ses som en udfasningsperiode.

FN's kræftagentur IARC har for to år siden offentliggjort en rapport, hvor de omtaler glyphosat som sandsynligvis kræftfremkaldende. Samtidig med en midlertidig fornyelse på halvandet år har to EU-agenturer frikendt stoffet.

EU-Parlamentet kritiserer dog, at EU's vurdering foruden uafhængig forskning er baseret på forskning finansieret af kemiindustrien. EU-parlamentarikerne foreslår, at EU-agenturerne udelukkende skal anvende uafhængig forskning.

"De relevante EU-agenturer bør derfor styrkes for at sikre, at dette sker fremover", mener EU-Parlamentet.

Monsanto er i øvrigt blevet godt og grundigt uvenner med EU-Parlamentet. Den amerikanske Roundup-producent mener, at EU-Parlamentet fungerer som lobbygruppe for miljøgrupper. EU-Parlamentet har til gengæld bandlyst Monsanto fra EU-Parlamentet, eftersom virksomheden ikke vil møde op til en høring om sagen.

De danske regering er imod at udfase glyphosat. Miljøstyrelsen vurderer, akkurat som EU-Kommissionen, at glyphosat ikke er kræftfremkaldende. Du kan læse Miljøstyrelsens faktaside om glyphosat her.

Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, er trist over, at EU-Parlamentet er imod brugen af glyphosat.

"Det er utroligt ærgerligt, at parlamentet har set bort fra fagligheden i sit eget agentur for fødevaresikkerhed, EFSA, der vurderer, at glyphosat er sundhedsmæssigt forsvarligt at bruge", siger Martin Merrild i en pressemeddelelse.

"Konsekvenserne af en udfasning er helt uoverskuelige for europæisk landbrug. Jeg håber stærkt, at den stående komite ser det store billede og vedtager at give den nødvendige 10 årige forlængelse", lyder det fra L&F-formanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle